Nogen slukker for vandpumpen, fordi den larmer, den irriterer dem, som bor i de lavere etager, de kan ikke sove for en hvinende lyd. Så vi har ikke noget vand, kan ikke skylle ned, kan ikke vaske op. Vasken bugner af tallerkner og kopper, fluer. Toiletterne stinker. De tænder den igen om morgenen, når de igen kan leve med lyden, når de selv har brug for vand. Nu venter vi på at tankene nede i gården er fyldt, at vandstanden når op til censoren, så den næste pumpe går i gang og pumper det videre op til vores tre tanke.
*
Kun tre af jacarandatræerne blomstrer stadig. Det som er længst borte er næsten helt afblomstret, der er kun nogle få og spredte blomster tilbage, pynt kun, som afslører det. Det kan ikke længere tælles med. Jeg står og kigger efter fly. Mod vest er der et par skyskrabere. Jeg kan se op til Reforma, der er flere, rækken af skyskrabere stikker op af byen. Om aftenen lyser de også op.
*
Jeg underholder mig selv og tænker på søerne, vandet, øerne, som Tenochtitlan var bygget på. Skyskraber er også et lånt ord, et maritimt begreb, det er navnet for et trekantet sejl, som sad øverst på en særlig mast på sejlskibe.
*
Jeg kigger på døren, som står på klem og håber på at se Xochi stikke snuden ind, se på mig med sine hundeøjne, med sin røde charmeklud. Kom ind, Xochi siger jeg, kom ind, vil du op i sengen, hva’? Bare læg dig. Jeg savner den hund og den ro det giver at ae hende. Jeg burde skrive til Kit og høre hvordan de trives i nabolaget, i den skæve lejlighed.
*
Der dør 146 mennesker i branden i The Triangle Shirtwaist Factory. 123 kvinder og piger. 23 mænd. Det er uvist hvad branden skyldes, men ikke hvad ulykken skyldes. Fabrikken lå på syvende, ottende og niende sal i en bygningen nær Washington Square Park i New York. Formændene har blokeret eller låst alle døre og udgange for at forhindre ikke-tilladte pauser. Der opstår brand, men dørene er låste eller blokerede, og de ansatte kan ikke undslippe. De som ikke dør af røgforgiftning eller direkte af ilden, de som ikke af uheld falder ned fra bygningen i deres forsøg på at undslippe flammerne, de springer i døden, knuses mod fortovene foran menneskemængden, som står og ser på i forfærdelse.
*
Det sker d. 25 marts. Året er 1911. Det er 109 år og en dag siden. Og det kan virke som meget lang tid siden. Men der sker noget med tiden, det som kan virke historisk når du er barn, kommer så tæt på når du bliver ældre. Bevægelsen er paradoksal, tiden tilbagelægges, livet, dagene og årene går — og historien skulle måske aftage i kraft og indflydelse, fortone, og med tiden forsvinde bag dig — men den kommer nærmere.
*
Jeg lærer om ulykken i en dokumentarserie om New York. Jeg kan den næsten udenad. Det er en serie á 8 to-timers film, som dækker New Amsterdams historie, en koloni som et privat selskab med egen flåde og hær — Det Hollandsk Vest-Indiske Kompagni — stifter i 1621 og siden New Yorks historie frem til efterdønningerne af 9/11. Der er noget i de film, baggrunds-musikken, voice-over-stemmen, billederne, filmklippene, den særlige amerikanske patos, som jeg elsker og gør at jeg ser dem om og om og om igen, som et barn, der beder sin mor om at læse den samme historie til godnatlæsning hver evig eneste aften.
*
9/11 er både tæt på og mærkeligt langt borte. Irak og Afghanistan er langt borte. Murens fald er nærmere, IRA nærmere, Rote Arme Fraktion nærmere, oliekriserne kommer også nærmere, napalmbomberne i Vietnamkrigen kommer nærmere, billederne af de nøgne børn, de forbrændte og forgrædte, de afbrændte og forkullede, 2. verdenskrig kommer nærmere, dødslejrene, koncentrationslejrene og Hitler kommer nærmere, udvandringen fra Europa kommer nærmere, Europas skyttegravskrige kommer nærmere, sennepsgassen, de maltrakterede kroppe, den irske selvstændighedskrig, Sinn Fein, Bloody Sunday, de irske immigranter og de italienske immigranter, de som arbejder 52 timer om ugen under horrible forhold, og som skal slæbe sin egen symaskine til og fra arbejdet, op til syvende eller ottende eller niende sal, kvinderne og pigerne, fra 14 år til 42 år, der hvor arbejdsformændende låser dem inde, så de ikke kan flygte, når der er brand, der opstår brand, og de kvales eller brændes, falder eller springer: de kommer nærmere.
*
Det nærmeste forsvinder hurtigt ned i en bølgedal, så skyller det tilbage, som en bølge der falder, for så at stige, vokse sig større og større, større end man skulle kunne tro muligt, den rejser sig og venter på at bryde ind over mig, opsluge mig.
*
Jeg har rejst for meget, for længe, boet hér og dér i korte perioder, været en skygge bare. Forfængelig-heden skyller ind over mig: jeg håber at nogen savner mig, og snart indser at de ikke kan leve uden mig.
*
Tallene i USA eksploderer på en formiddag. Forsinkelserne når frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar