Forsinkelser XXI

En underbo stikker hovedet ind i gangen og begynder at tale, før jeg får sagt, at mit spanske ikke er noget særligt. Jeg kalder på Nico, som står i køkkenet, for hjælp, men Rochi har hørt os og stikker hovedet ud af sit værelse. Det er noget med vandet, Udlejeren åbner ikke døren, når hun banker på, vandtankene flyder over og det løber ned ad facaden og ind ad underboens vindue og videre ind i køkkenet, kan jeg hjælpe, kravle op på taget og lukke for vandet. Underboen peger på et rør og siger, at det er dét. Jeg klatrer op i porten, den som blev sat op for at holde Xochi i sit hjørne, og derfra op på taget. Det er mørkt, jeg har drukket lidt vin, jeg går ikke så sikkert, som jeg ville ønske. Jeg kommer hen til røret og lukker for det, men jeg kan stadig høre vandet løbe. Jeg går ud til kanten og ser ned på fortovet, hvor en stor vandpyt har samlet sig. Det er ikke til at se om jeg har slukket for det rigtige, vandet løber stadig. Rochi råber, at det virkede. Underboen siger tak og forsvinder ned ad trapperne. Jeg går hen til kanten af taget og går ned i knæ og sætter den ene fod på lågens ramme, og sænker mig ned, så jeg får trådt på lågens håndtag. Jeg springer det sidste stykke ned og da jeg rejser mig igen og går børster jeg mine hænder på en underlig tilfreds måde.

*

Udlejeren kommer op i shorts og bar overkrop, med et forvirret og irritabelt blik, og spørger om nogen har lukket for vandet. Han var i gang med noget, nu har han ikke noget vand. Jeg forklarer at underboen var her, at vand løb ned i hendes køkken. Han siger, at hun skal, så vifter han en kat bort, hun skal holde sin kat indendørs, og så skal hun, underboen, stay put. Han spørger om jeg kan klatre op igen og tænde. Ja, siger jeg, men så må han tale med underboen først. Han går nedenunder igen, og kommer op og fortæller at han stadig har vand.

*

Imens han er væk beslutter jeg mig for, at hvis han spørger igen, så vil jeg sige nej. Et er at hjælpe en person med at slukke for vandet, som løber ned i hendes køkken. Et andet er at tænde det igen, fordi Udlejeren ikke har vand. 

*

Det som er ubelejligt for den ene, er til skade for den anden. Det er ikke det samme og det er ikke to ligevægtige størrelser, det er ikke en vippe eller et dilemma. Det er meget enkelt. Hvad der er belejligt for Udlejeren er til skade for underboen.

*

Senere skriver Udlejeren, at vi under ingen omstændigheder må hjælpe nogen i bygningen med noget som helst.

*

Lay ligger inde på sit værelse hele dagen. Celle forsøger at gå ind til ham med mad, forsøger at spørge om hun kan gøre noget for ham. Han vender sig bare bort, slår ud med hånden, krøller sig sammen under dynen. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Vi taler om, hvad vi bør gøre, om han er deprimeret, om der er sket noget, som vi ikke ved om. Dagen efter slår han det hen, da vi spørger ham, hvordan han har det, hvad det var for noget i går. Det sker nogen gange, dagene er blevet så ens, alle samtalerne med. Han orkede bare ikke mere. Han smiler og griner som om alt er normalt igen.

*

Fuglene er helt vilde. Vi tror det er parringstid. Der er nogle med røde fjer om nakken, nogle andre med orange. De springer og flyver og kvidrer helt hysterisk.

*

Hver gang et fly lægger an til landing og runder masten, lægger jeg mærke til det. Måske er der ti-tyve om dagen. Der er ingen blomster at se i jacarandatræerne længere. Jeg kan ikke skelne jacarandatræerne fra de andre træer uden blomsterne. Det regner mere regelmæssigt. Det blæser op ud på eftermiddagen, og så kommer tordenen, og regnen. Lynene er mere sjældne. Vi bliver enige om at det er dejligt at dagene bliver delt op i to. 

*

Forsinkelser XX

Det er tidlig morgen og et glas går i stykker i køkkenet.  Jeg rejser mig og går derud, for at se, hvad det er. Det er egernet igen. Jeg stiller mig i døren og forsøger ikke at gøre nogen pludselige bevægelser. Det er på vej igennem tremmerne på halvmuren med en hel avocado i munden. Det standser og vender hovedet mod mig. Så kravler den ud på den anden side og ved at det er i sikkerhed der, på halvmuren, og sætter sig til at skrælle. Den holder frugten med sine hænder og roterer den, imens den med sin mund flår avocado-skrællen af. Den lykkes med at gøre det i et stykke. Det er fantastisk.

*

På nettet læser jeg at egernets navn, stammer fra græsk skíourus, som er sat sammen af skía, der betyder skygge, og ourá, der betyder hale. Navnet viser til, at egernet ynder at sidde i skyggen af sin egen hale.

*

Nico tager en siesta efter frokost. Han sover meget nu.  Ti-tolv timer hver dag. Rochi sidder på sit værelse og taler med nogen på skype. Hun griner og bander i alle samtaler. Når hun er i sit atelier hører hun radio, noget som ofte får hende at grine, imens hun laver keramik. Lay maler mere og tegner mere. Celle bygger en model af en kystgrotte. Hun har været i gang med den siden november, været i gang med at lave stalaktitter med en limpistol, sten og sand og male det hele. Den er ikke større end en skoæske, men detaljerne er helt vilde. Hun skal bruge den til en animation og vil lave en kasse, som den kan stå på, og lyssætte grotten fra neden.

*

I over en time nærmer tordenvejret sig fra nord. Lynene er fjerne og skjult af skyerne. Trækronerne lever og rusker i brisen. Tordenen er et fjernt bulder. En hund gør. Et fly kommer fra nord. Lynene ulmer og lyser op i mørket. Luften er varm og mild. Tordenen ruller nærmere. Lynene ulmer, nogle få skyder ned over byen. De højeste og største trækroner svajer og bladene rusker. Flyet runder masten og daler ned forbi mod lufthavnen, og det er fuldstændig lydløst, eller fuldstændig overdøvet af de fjerne rumlende og buldrende torden. Jeg står ude på hjørnet af taget, bjergtaget, og ser systemerne nærme sig. I en halv time står jeg sådan og kigger ud over tagene, mærker brisen, som kommer i bølger, hører de fjerne bulder, skyerne som lyser op, de få lyn som skyder ned over byen. Det regner ikke. De driver forbi uden at en dråbe rammer mig.

*

Rochi og Nico sætter en højtaler ud i gangen og skruer op og danser og danser og danser. Celle og jeg står og ser på dem og smiler, vasker op og peger, når Nico skaber sig ekstra meget, eller når deres pardans kludrer til. De hører en ny favorit: “Triste cancion de amor”. Jeg tror jeg forstår det meste, det er smukt, det er stadionrock, men teksten er vidunderlig. Hun eksisterer kun i en drøm. Han er et digt, som digteren aldrig skriver. Og senere: Han er som havet. Hun er som månen. De hører kumbia, de hører salsa, ballader, regatton, bad Bunny og j balvin. Og en med Mercedes Sosa. “La Maza”. Celle oversætter den for mig. Den første strofe siger det hele: Si no creyera en la locura – Hvis jeg ikke troede på vanviddet. Den sidste de sætter på er Leo Dan, "Mary es mi amor". De står og svajer og synger med, bevæger sig næsten ikke. 

*

Lay er tidligt oppe. Han sidder og tegner med en øresnegl i øret. Han taler med venner i England. Venner som er i karantæne. Det er alvorligere dér end her. En ven har siddet i sin et-værelses alene i fjorten dage. 

*

En helikopter flyver meget lavt henover os. Den flyver mod sydøst. Alt for lavt, unormalt lavt. Rochi råber noget, fucking idioter, tror jeg og rækker fuckfinger efter den, og spinner rundt om sig selv og griner. 

*

Jeg sidder i timevis og stirrer i spejlet og ser på sårene. Og de bare vokser, jo mere jeg kigger på dem. Det er som om at mine øjne graver dem dybere og dybere. Nico giver mig en salve med D-vitamin og sårene begynder at hele! Det er fantastisk. Jeg griner mere, deltager i samtalerne, skammes ikke mere, selvom forskellen er minimal. Men jeg kan se forskellen og det er nok.

*

Forsinkelser XIX

Sårene vil ikke hele. Uden at vide af det, sidder jeg og kradser mig selv. Jeg skærer lidt af et blad af aloe vera planten og sætter mig foran spejlet og dupper det udover sårene. Bladet lukker sig selv til, så jeg skærer en ny strimmel af og dupper videre og håber at den også vil lukke sårene til. Men skægget gror ud af de åbne sår, op af en gennemsigtig væske, der er gullige rande, og lugten af aloe vera’en er kvalmende og det er svært at se for sig, hvordan det nogensinde skulle kunne hele. Jeg går og lugter af råd nu, aloe vera’en lugter så forfærdeligt og minder om den kvalmende lugt af døde dyr, noget helt igennem råddent, ligesom geyserne uden for Reykjavík. Nogle af dem er på størrelse med en tommefingernegl, andre er mere langtrukne, som om jeg i søvne har kradset mig længe og dybt på samme sted.

*

Der er overskyet indtil midt på eftermiddagen, hvor solen langsomt brænder sig igennem. Nede på fortovet har en gademusikant taget plads. Han står med en stor xylofon og spiller temamusikken fra nintendo-spillet Super Mario. Jeg står i vinduet og kan ikke bestemme mig for noget som helst. Mest af alt har jeg lyst til at lede efter en værktøjskasse for at se om der er noget sandpapir, som jeg kan slibe sårene bort, slibe sår og skorper, som vedbliver med at glide af, slibe det hele af. Gud, hvor det klør, og svider. Gud, hvor jeg stinker. Selv i vinduet med Super Mario temaet, og gamle minder om vvs’eren i røde overalls og et kraftigt overskæg, som samler guldmønter og spiser svampe, og lader sig suge ned i undergrunden via nogle mærkværdige grønne rør, kan jeg ikke glemme mine sår: en mild brise bliver ved med at føre den stinkende rådne lugt op i mit ansigt. 

*

Kit skriver til mig og fortæller, at han skal flytte igen. Rochis mor har to lejligheder i byen. Men hun kedede sig i Coyoacán, og vil selv bo i Santa Maria-lejligheden, så hun har sat Kit, Patricia og Xochi på porten. Det varede knap en måned. Men han har fundet et nyt sted ikke så langt herfra, på hjørnet af Tonala og Bajío.

*

Tallene for Mexico er i færd med at overstige tallene for Danmark. Det begynder at blive usandsynligt, at jeg kan komme til Italien d. 01. juni. Det er mere sandsynligt, at al flytrafik ud af Mexico vil blive indstillet. Jeg forsøger at indstille mig på, at jeg skal blive her i længere tid, henover sommeren, måske? Jeg forsøger at forestille mig, hvordan jeg skal tale med Udlejeren: kan jeg få lov til at blive længere?

*

En ven i Malmö har fødselsdag. Jeg skriver og ønsker hende tillykke. Hun siger de er underbemandede på hospitalet, hvor hun arbejder. Mange af hendes kollegaer er sygemeldte, så der er uendeligt med ekstravagter, hun har aldrig fri. Hun siger det minder om at være med Læger uden grænser, manglen på udstyr, arbejdskraft, prioriteringerne. Sidst hun var afsted, var hun i Syd-Sudan. Hun skriver at der kun findes tre respiratorer i hele landet. Det bekymrer hende. 

*

Dagene er ulideligt ens. Kun fredag aften er anderledes. Man kan føle det, siger Nico. Det er fredag aften, og den er blevet til et stort hul. Byen er alt for stille og vi har ingen steder at gå. Han spørger om vi skal tage et parti skak, men jeg gider ikke. Jeg går på listefødder inde på mit værelse og hører hver en knagende lyd med Udlejerens ører. 

*

Jeg vågner ved lyden af en gadefejer nede på fortovet. Det er en kost af sammenbundtede grene, den fejende lyd er ikke til at tage fejl af. Den er beroligende. Gadefejernes koste er perfekte. Sammenbundtede grene til at feje grene og blade sammen med.

*

Jeg ligger i sengen og forsøger at tælle, hvor mange forskellige fuglelyde, jeg kan høre. Måske seks? En motorcykel kører forbi. Et fly lægger an til landing. Nogen sætter den rene opvask på plads. Vandpumpen går i gang. Flere biler, en lastbil. Kvindestemmen som kalder på hårde-hvidevarer, på toilletter, rør. Nogle fjerne sirener. 

*

Forsinkelser XVIII

Hver morgen står vi op til beskeder fra Udlejeren. Beskeder, som han har sendt i løbet af natten i whatsapp-gruppen. Udlejeren vil have os til at være stille efter klokken ti om aftenen, ingen høje samtaler efter det. I løbet af formiddagen fortæller Frank os om hjemmesider, hvor vi kan bestille vores indkøb fra og få dem bragt ud. Det er oftere Udlejeren som kommer op på taget og som skriver til os, nu hvor Frank snart bliver far. Og vi må reagere alt efter hvem af dem, det er, som vælger at vise sig. Vi skriver undskyld til Udlejeren, siger at vi vil forsøge at være mere stille. Vi takker Frank for hjemmesiderne og omtanken.

*

Jeg fylder en skål med varmt vand fra vores varmtvandstank. Jeg finder mit toilettaskespejl frem, et håndklæde, skraberen og barberskum frem og sætter mig ved bordet for at barbere mig for første gang i nogle uger. Skægget er egentlig for langt til at barberes med skraber. Jeg burde have en trimmer eller tage mig tid til at klippe det med saks. Men jeg lader være. Vandet er kun lunt, når jeg dypper et hjørne af håndklædet for at vådte mit ansigt, åbne porerne i huden under skægget, som jeg har lært. Og barberskummet er gammelt, det skummer sig ikke op, når det bliver trykket ud, bliver ikke fast, men forbliver en væske som minder om en dårligt pisket fløde. Solen er gået ned og det bliver hurtigt mørkt. Men det går, jeg kan ikke se det i spejlet, men når jeg mærker efter med fingrene, støder jeg ikke på nogen helligdage. Men morgenen efter er hele min hals og især omkring hagen et rødt landskab af sår og udslæt, nye gullige sårskorper, små røde og brune sårskorper, jeg må have kradset mig i søvne, og åbne glinsende og lidt gullige plamager.

*

Lay tror, at det kan være stivkrampe. Min skraber er måske blevet rusten. Han finder noget på nettet, som afkræfter det. Det er aldrig en exterior, solo interior. Han finder også et billede af et gammelt træsnit eller stik af en stivkrampe-patient. Patienten ligger med nakken mod gulvet og sine hæle, og så løfter resten af kroppen sig fra gulvet i en bue, i krampe eller en slags stivnet spasme. Rygsøjlen er spændt så hårdt, at den ser ud til at ville briste i næste sekund.

*

Det er nok ikke det. Celle mener bare det er en infektion. Jeg brugte ikke aftershave? Nej, jeg havde ikke noget. Så er det bakterier, bare et udslæt. Emi skærer et blad af en af de mange Aloe Vera planter og beder mig smøre det på, det vil hjælpe. Til at begynde med ser Lay ked ud af det, men snart smiler han og siger: Jeg fucking elsker planter, de er ligesom superhelte, de kan alt muligt shit.

*

Nico vil ud på tur. Vi kan tage Emis bil og køre op til El Popo – vulkanens fulde navn er Popocatépetl. Den er aktiv og ligger knap to timer væk med bil. Der er vej næsten hele vejen derop, og kun et par hundrede meter gang op til selve krateret. El Popo er mere end fem kilometer over havets overflade, dalen her er godt to kilometer over havet. Popocatépetl stammer fra Nahuatl og betyder – løst oversat – Det rygende bjerg. Jeg kan stadig ikke tro, at søerne begyndte for foden af Det rygende bjerg. Tenochtitlán-by bygget på øer og flydende ø-konstruktioner, i og omringet af søerne, omringet af bjergryggen, og bjergene, og vulkanerne. For kun femhundrede år siden fandtes søerne og den hvide flydende by i den reneste luft, her hvor jeg sover og spiser, skriver, danser og læser.

*

Vi tager hver en fjerdedel af et frimærke efter morgen-maden. Til frokost laver Nico smoothies med kokosmælk, yoghurt, mango og piña. Lay laver nogle æg. Emi rister brød. Jeg henter vand nede på hjørnet. Solen skinner og vi spiser og drikker og glæder os til turen op på vulkanen: El Popo - ¡Vámonos!

*

Lay har endelig sat sig til at læse Den usynlige komite’s Den kommende opstand. Jeg har anbefalet ham at læse den i ugevis. Den er skrevet i kølvandet på den økonomiske krise i totusinde-og-otte. I den tales der om den kommende krise. Lay kigger op fra bogen og siger, at det er den vi oplever nu.

*

Nico maler et nyt maleri. Det er et landskab igen, violet og gult og grønt. Jeg sidder i sofaen og ser det blive til. Igennem noget buskads og over en støvet sti rider en mand til hest. De er begge to døde, manden og hesten, gennemsigtige spøgelser, som passerer igennem landskabet. Farverne og planterne skinner igennem dem, som om de døde blot er forstørrelses-glas, for de levende at se igennem. En spøgelseshest og en spøgelsesrytter.

*

Det er mit på dagen – men who cares, virkelig, who cares i allerbogstaveligste forstand, hvem fanden cares – jeg hører techno og danser inde på mit værelse, står og strækker mig ud af vinduet og ser verden filtreret igennem grene og blade. Frimærkerne er frankeret korrekt: El Popo – ¡Vámonos!

*

Jeg ser den smukkeste solnedgang i mit liv. Det kan ikke siges anderledes: denne solnedgang vil være mit livs smukkeste. Den oversvømmer os med sit lys, hele dalen, alle tagene, de her mærkværdige øer, som vi bor på, bliver badet i et helt vildt lyserødt, lillafarvet og glødende og changerende lys. Hele dagen har der været et mælket og diset lys, som i løbet af aftenen i steder har samlet sig til nogle langtrukne skyer. Og solen, helt rosa og glødende, enorm og ufattelig, bevæger sig ned i en sådan sky, som i solen, bliver til et slags vandspejl. Det er som at se solen dale ned under vandoverfladen, at byen er under vand, jeg kan ikke forklare det anderledes, i en slags dobbeltbillede, spejlende og fordoblende, men samtidig gennemsigtigt og gennemskinnende – der er to sole, én under vand og en over vandoverfladen. I mere end et øjeblik er der to sole. Det er fuldstændig mageløst, mirakuløst, så smukt, så smukt. Den langtrukne sky åbner sig, og de to sole samles igen i én sol, de løber sammen som to celler. Solen ovenvande synker i, smyger sig ned imellem åbningen i skyen, hvor den hvidglødende, så rund og så rosa, bliver et med den undersøiske sol og får med ét søen til at fordampe for vore øjne, og solen, igen sig selv, svævende over dalen, byen, tagene og trækronerne, også igen sig selve, fortsætter ligeså naturligt som altid ned bag om bjergene i vest.

Forsinkelser XVII

De lærer mig at spille med spanske kort. I stedet for spar, kløver, ruder og hjerter er der på kortene sværd, guldmønter, stave og krukker. Stavene og krukkerne ligner oprindeligt håndværk, farverigt lertøj med røde og grønne og blå farver og tekstiler. Det er ikke svært at forestille sig, hvor guldmønterne og sværdene har sit udspring. Vi spiller Truco. Lay og jeg har ikke spillet det før. Nico og Celle forklarer reglerne, men det er svært og kompliceret. De fire højeste kort er: Et sværd, en stav, siden syv sværd og siden syv guldmønter. Bagefter kommer alle treerne, og så toerne, og så derfra er det tolverne og nedefter. Det er tilladt at give tegn og tale med sin partner. Alle de højeste kort har et særligt tegn, man hæver brynene, man blinker med et øje, man sender et luftkys, eller bider sig i læben, lukker øjnene, eller man trækker den ene mundvig nedad til den ene side eller den anden til den anden.

*

Vinduet står åbent hele dagen, og blade fra træet falder ind i min seng og på gulvet. De er tørre og bliver til støv, når jeg træder på et. 

*

En trompetist og en storetromme kan høres langt borte fra. De går i min retning. Jeg står ved vinduet og klipper negle, da de kommer til syne. Storetrommen bliver båret af en tyk mand, trompetisten er selvfølgelig tynd, og sådan lidt mere let-på-tå. De er begge i kasketter, den tykke i en yankee-cap, og den tynde i én som jeg ikke kan genkende fra vinduet. Den tykke går og slår og holder takten dårligt, tror jeg, og venter ved hvert gadehjørne, imens trompetisten forsvinder ned ad sidegaderne. Bum, bum-bum. Bum, bum-bum. Jeg har svært ved at forstå trompetistens melodi: det kunne være til en begravelse, efter et ligfølge, det kunne være en festlig melodi, hvor der egentlig bør være mange trompetister, hvor de går foran et enormt følge af dansende og udklædte og syngende mennesker, som fylder gade efter gade med dans og glæde og sang. Men nu går han alene, og det virker trist, hvis ikke sørgeligt. Storetrommen stopper. Så stopper trompetisten og slipper trompeten, og lader den hænge som en medalje  på brystet. De tager begge sine kasketter af og trækker hænderne igennem deres hår, og håndryggene over panden, før de forsvinder ned ad gaden i stilhed.

*

Madstanden har ikke været til at se i dagevis. Lyden fra det usmurte transportbånd i tortillaria’et hviner stadig. Træerne er afblomstrede helt nu. Det violette er borte. Der er ikke mere end en håndfuld fly hver dag. 

*

Det er i dag et år siden at Notre Dame brændte. Fotografiet, som hænger indrammet på min væg, og som af al den sol er blevet så blegt, at det ligner et maleri, viser Katedralen set fra Seinen, fra bagsiden. Det er et fotografi taget om natten. Katedralen er dramatisk oplyst fra neden af orange projektører. Stræbepillernes spidser – som omringer hovedskibet og løber i en salgs vifteform rundt om alteret – står frem som sorte syle mod den mørke himmel. I Seinen ligger et orange lysskær, som en bro ud af billedet, fra en lygtepæl, som står ved broens landing. Katedralen ser drabelig og monstrøs ud.

*

Emi siger, what a shitty day today. Og jeg giver ham ret. Jeg har ikke tænkt på det selv, før han siger det. Jeg har troet, at det har været en meget fin dag. Men efter at han har sagt det, så kan jeg ikke slippe tanken: sikke en lortedag. Vi er mere eller mindre alle enige. Monotonien går os på. Den eneste variation er farven på vores lort, griner Nico og slår i bordet. Det er det eneste. Fucking shit. Vi har spist rødbeder i dag. Og en meget rød grøntsagssuppe. Og så griner vi endelig af noget, vi griner og griner. 

*

Fase tre begynder i morgen. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Men karantænen, tror jeg, vil blive hårdere håndhævet nu, mere strikst, flere lukninger, færre indkøbsture, højere regulering af hvor meget hver person får lov til at købe af hver vare, f.eks. æg.

*

Jeg begynder at blive utålmodig og irritabel. Jeg ved ikke på hvad eller hvem, men det er ligemeget, for min utålmodighed og min irritation diskriminerer ikke: alt irriterer mig, alle irriterer mig. De emails, jeg får irriterer mig og jeg gider ikke svare på dem. De emails, som jeg venter på at få, de irriterer mig ved deres udebliven, og jeg længes efter at læse dem, svare på dem, have en samtale, være lidt tættere på nogen, et liv, venner, om end bare for et øjeblik, i tankerne. 

*

Jeg venter på svar på min arbejdslegats-ansøgning til Kunstfondens Litteraturudvalg og en email fra Det Danske Institut i Rom om mit ophold i juni og juli bliver aflyst eller udsat. Jeg drømmer om at få lov til at tage til Rom i juni og juli, jeg drømmer om en kvælende varm by, om øde gader og pladser og næsten ingen mennesker, at bo alene og trave rundt i gaderne og gå langs Tiberen og sidde uden for caféer og ryge italienske cigaretter og drikke en espresso, og så en til og så en til, indtil det er blevet aften og det går op for mig, at jeg ikke er sikker på, om jeg kan finde tilbage til Instituttet, og der er ingen hjælp at hente fra telefonen, for der er ikke noget batteri tilbage: jeg glæder mig til at fare vild i en by, som jeg ikke kender og blive lidt bange ved nogle gadehjørner, måske omkring Termini, eller i nogle uhyggeligt mørke gyder, men gå, og gå bort fra uhyggelige gader og stræder, og bort fra en gruppe mænd, som står i cirkel foran en smal bar og pludselig genkende nogle gader, genkende en bygning med et åbent vindue og nogle gulvlange gardiner blafre ud af en åben altandør og så nå til Borghese-parken, og være tæt på, og gå igennem den, og høre underlige lyde, og høre velkendte lyde inde fra buskene og mørket, smile for mig selv af nogle af lydene og blive urolig af andre, men forsøge ikke at lade mine følelser komme til udtryk, bare gå og gå så roligt som muligt og nå hjem til min lille celle på instituttet og lægge mig glad og træt i sengen efter en hél dage udenfor.

*

Forsinkelser XVI

Romerne begyndte deres tidstælling efter at Rom blev grundlagt. Det ville svare til år syv-hundrede-og-treoghalvtreds før vores tidsregning. En munk, som hedder Dionysius Exiguus, fastslår ud fra evangelierne at Jesus bliver født syv-hundrede-og-fireoghalvtreds år efter Roms grundlæggelse. Efter Dionysius’ beregninger bliver Jesus født i år et.

*

Nytårsaften 1900-1901 bliver fejret som århundredeskiftet. Nytårsaften 1999-2000 tælles der ned i alverdens storbyer, på klokketårne, kirkeure, rådhuse, digitale bannere, skyskraberne er lyssat til nedtælling, lyset på etagerne slukkes fra toppen og ned og nogen steder fra stueetagen og op, så lyset stiger eller falder så det er timet med klokkeslaget mellem 23:59 og 00:00, og på stolene i stuerne står alle parate til at hoppe ind i det nye årtusind. Men det nye årtusind bliver fejret et år for tidligt. Vi fejrede begyndelsen på år 2000. År nul eksisterer ikke i vores kalendere. År nul eksisterer kun som et billede på en ny begyndelse, som implicit peger på en forudgående katastrofe, hvorpå der må begyndes forfra. År nul er håbefuldt.

*

Det er påske. Solen skinner. Alt har lukket og solen bager. Nico hænger et lærred op på et rækværk ved tøjsnorene. Emi sætter sit stafelli ud på taget. En højtaler bliver sat udenfor. Vivaldi bliver sat på. Nico råber op. Han kan ikke finde den rigtige grønne farve. Han har malet videre på et ufærdigt maleri. Den grønne er ikke den rigtige grønne. Celle og Lay sidder med lukket dør og er i færd med en animation. Rochi gør sit nye atelier fint. Jeg sidder med et godt manuskript, som jeg læser for en forlægger og ven på Færøerne, jeg understreger, skriver udråbstegn i margenen, et smiley her og der.

*

Celle, Rochi og Nico har alle gået på den samme skole i Argentina. En slags antifascistisk kunstskole, som Rochis mor driver. Celles mor er kunstner og digter. Lays far står på Speakers Corner i London og holder politiske taler. For nogle uger siden, da han stod og forsøgte at tale om erfaringen fra Kina, var der en af tilhørerne som hostede på ham for sjov. Jeg ved ikke noget om Nicos forældre, men han har mange søstre. Det eneste jeg ved om Emi er, at han arvede penge efter sin mor og at han siden hen har lavet film og har sin egen lille biograf i et tilsyneladende forladt højhus oppe i Santa Maria.

*

Spørgsmålene ændrer sig mere:

    Hvorfor trives jeg så godt et sted, hvor jeg ikke 

    forstår sproget, der tales?

*

Der går timer, dage, hvor jeg ikke gør et forsøg på at forstå dem.

*

Vi gør rent, fejer bladene sammen på taget, som bliver ved med at falde, vi tømmer skraldespandene ude på toilettet og finder en død kakerlak. Vi vasker gulvene. Vi bærer skrald ned på gadehjørnet. Jeg siger, fuck, det er politiet, og så løber Lay ind igen. Fuck dig, siger han og griner, når det går op for ham, at det var en dårlig joke. Jeg troede faktisk på dig. Vi rykker rundt på bordene, arrangerer det hele anderledes og gør det hele pænt og er glade for resultatet. 

*

Nico tænder op i grillen. Det oser forfærdeligt. Imens han går til og fra ilden, står han og maler og så forbereder kyllingen, marinerer den med hvidløg og lime og groft salt og lægger den på. Under grillen lægger han søde kartofler og nogle løg. 

*

Frank overhører mig tale om at gå i kiosken for at købe øl, købe en flaske mezcal, og spørger om ikke jeg vil købe en god én af ham i stedet. Han spørger, hvad de koster i kiosken. Ca. 400 pesos. Ville det være ok, hvis jeg betalte ham 500 pesos for hans flaske. Ja, klart. Den er sikkert bedre. Vi drikker og skåler, vi slår i bordet og griner, og så ser jeg et lyn, og før jeg ved af det brager tordenen løs lige over os, Rochi skriger. Det begynder at regne med det samme og vi skynder os at tage vores tallerkener og maden og glassene med os ind i køkkenet, hvor vi ender med at stå og spise og drikke, uden at sige så meget, men bare se på regnen stå ned og bygen drive mod øst. 

*

Forsinkelser XV

Svalerne flyver højt i skumringen. Jeg har ikke set dem så mange før. Himlen er ferskenfarvet, og delt i to af en tæt sky, der blokerer for solen, som er på vej ned bag om bjergene i vest.

*

Udlejeren skriver til mig og spørger om, hvem det er, som går og stamper rundt på taget. Jeg går uden for og kigger. Der er stille. Emi sidder inde i atelieret og maler. Jeg beder ham om at gå let.

*

Den ene skyskraber, den længst mod vest, hedder world trade center. Den er rektangulær og øverst oppe er der en slags glasrotunda, et cylinderformet styrehus placeret på midten. Facaderne er af kvadreret glas, så at det er umuligt at se, hvad der udgør en etage. Glasset er også meget reflekterende. I dagslys er skyskraberne blå, som en fjern klippe. Om aftenen forsvinder den næsten helt, med undtagelse af masternes røde blinklys, og enkelte oplyste etager. Jeg tror, at det er den ondest udseende bygning, jeg nogensinde har set.

*

Frank siger, at når vi går henover taget, så runger hele hans lejlighed. Det er som at bo i en kommode, siger han. Udlejeren overvejer at sige til dem, at de ikke må benytte atelieret efter klokken ti om aftenen.

*

I det nordlige Indien, i staten Punjab, kan de for første gang i over tredive år se Himalaya hundrede mil borte. Det må være en fantastisk oplevelse at stå op til. De snedækkede bjerge ude i horisonten efter tredive år. Tænk at være et barn og se dem for første gang. Eller en olding og se dem igen en sidste gang.

*

Det ene træ er nu helt afblomstret, men jeg kan genkende det blandt de andre træer for sine nye skud, nogle meget lyst grønne blade.

*

Nico sidder i timevis i flere dage på rad og øver sig i at spille guitar. Han siger, at det hjælper ham med at holde depressionen på afstand. Han ser sundere ud nu. Lykkelig næsten. 

*

Fuglen er tilbage i reden. Måske lægger den nye æg? Vi ved det ikke, og ved ingenting om fugle og deres reder. 

*

Udlejeren hænger en stor plakat op i opgangen om regelmæssig rengøring af alle overflader for alle beboere. Han skriver at han vil uddele bøder, såfremt det ikke overholdes, at han vil kontakte de retmæssige myndigheder. Han underskriver sig som el propietario.

*

Rochi, Emi og Nico får ikke længere lov til at bruge atelieret. Udlejeren ændrer på lejemålene. En lejer, som vi sjældent ser, og som kun er her i dagtimerne, når hun er her, og som har et mindre atelier ved siden af mit værelse, kommer og så bytter de atelier.

*

Alle forbedringerne som er blevet foretaget her oppe på taget begynder at se faretruende ud. Forbedringerne nærmer sig et niveau, hvor det er svært at forestille sig, at det er for vores skyld. Vi tror at han snart vil smide os ud. Vores underholdningsværdi daler nok i takt med at fødslen nærmer sig.

*

Inde på bloggen er der en funktion, hvor jeg kan se, fra hvilket land læserne kommer. Der er dage, hvor der er virkelig mange klik fra Mexico. Jeg opdaterer bloggen ofte, for jeg lægger bedre mærke til slå- og tastefejl, når jeg har lagt teksten op. Måske genlæser min computer også alle de åbne faneblade hver gang jeg åbner den. Men selv når jeg forsøger at tælle det med, så virker tallene til at være alt for høje. Jeg er bange for at Udlejeren læser med. Måske smider han mig ud, hvis jeg skriver for meget. Vi får se. 

*

Frank er venlig, kommer op på taget, giver os råd, fortæller os nyheder, det seneste nye fra myndighederne. Udlejeren vil have os til at stille vores sko i lige rækker. Under aftensmaden fortæller Rochi om en lejlighed i Centro Historico med fire værelser og stue, badeværelse og køkken, for tolvtusind pesos. Vi har talt om det før, men det begynder at virke sandsynligt nu. 

*