Der er håndværkere i Kits lejlighed. Udlejeren går og uddelegerer ordrer. Han bærer også en masse bøger op. Han er i færd med at indrette sig og sin arbejdssituation til efter fødslen.
*
Fløjen med værelser er en mur ud mod gaden og trækronerne. Vi vender ryggen til verden og ser ingen veje, eller gader, fortove, mennesker eller biler oppe fra taget, uden at vi vælger at tage trapperne ned og låse os ud på gaden. Vi ser solen og himlen, bjergene mod vest, når der er klarvejr, og de uendelige tage, som omringer os, skyskraberne, nogle fly i ny og næ. Kun et jacarandatræ er stadig vildt violet. De andre er ved at være helt afblomstrede, de forsvinder i hvert sit tempo, i det allestedsværende grønne, som omringer tagene, øerne som vi bor på.
*
Lirekassemanden er kommet hen til vores nabolag nu. Det må skyldes at der ikke er nogen kunder i indkøbscenteret længere. Lirekassen er virkelig så skinger, det er rent jammer. Det som før lød sjovt, lidt ustemt, og dårligt, lyder nu virkelig uhyggeligt.
*
Og klokkeren går ned ad gaden, ringer med sin klokke og bagefter kommer skraldebilen trillende og holder ind til siden mellem to parkerede biler. Den er bugnende fuld, poser hænger ned over ladet, under karosseriet er alt af pap foldet sammen og kilet ind, en pose til plast bag på, husaffald, glas, poserne fra toiletterne, toiletpapiret som ikke må skylles ud, men som skal smides i skraldet, i ladet, stående midt i det hele to mænd, som sorterer det hele korrekt.
*
Jeg kan høre den hvide ladbil køre ned ad en gade et par gader borte, med den indspillede kvindestemme, som alle de hvide ladbiler udbasunerer fra deres anlæg, når de kører igennem nabolag efter nabolag for at opkøbe gamle hårde hvidevarer, vaske, badekar, rør.
*
Det er aften og der er overskyet og så stille som aldrig før. Celle og Rochi fører en lav samtale inde i et af værelserne. Emi ligger i hængekøjen og stirrer op i mørket, forsvundet i tanker.
*
Der er ingen sirener. Ingen musik. Ingen trafik. Ingen fly. En enkelt hund gør langt borte. Jeg kan se to skyskrabere mod vest og fire mod nord lyse op. Der burde være mere larm, støj og liv. Lay nikker. Vi står og kigger ud i mørket. Kigger ud i stilheden. Jeg vil påstå at vi måber. Tror du skyskraberne også snart vil lukke og slukke? Hvad mener du, svarer Lay. Når det bliver slemt, når alle bliver sendt hjem, så slukker de vel for lyset i skyskraberne.
*
Senere blæser det op. Det er ikke til at forstå, hvor vinden kommer fra her. Vindkast, kastet fra hvor? Uden varsel begynder panderne at slå mod hinanden ude i køkkenet. Træerne kradser og skraber mod væggen og vinduet. Bladene rasler.
*
Når jeg vågner står uret forskelligt på mit armbåndsur og på telefonen. Nu er sommertiden også her, jeg tager lidt ind på forsinkelsen, forskydningen, haler ind.
*
Det er palmesøndag. Startskuddet til stilleugen, og fasten, påsken. Jeg kan se et par palmer fra taget. Vi har stadig tre kokosnødder. Vejene ville være så smukke, hvis de blev dækket til af palmeblade, blade af enhver art, blomster, violette blomster, et tæppe over ethvert fortov, enhver meter af asfalt, over alle vejkryds, alle vandrette overflader: blade, blomster, grønne og viollette.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar