Det er tidlig morgen og et glas går i stykker i køkkenet. Jeg rejser mig og går derud, for at se, hvad det er. Det er egernet igen. Jeg stiller mig i døren og forsøger ikke at gøre nogen pludselige bevægelser. Det er på vej igennem tremmerne på halvmuren med en hel avocado i munden. Det standser og vender hovedet mod mig. Så kravler den ud på den anden side og ved at det er i sikkerhed der, på halvmuren, og sætter sig til at skrælle. Den holder frugten med sine hænder og roterer den, imens den med sin mund flår avocado-skrællen af. Den lykkes med at gøre det i et stykke. Det er fantastisk.
*
På nettet læser jeg at egernets navn, stammer fra græsk skíourus, som er sat sammen af skía, der betyder skygge, og ourá, der betyder hale. Navnet viser til, at egernet ynder at sidde i skyggen af sin egen hale.
*
Nico tager en siesta efter frokost. Han sover meget nu. Ti-tolv timer hver dag. Rochi sidder på sit værelse og taler med nogen på skype. Hun griner og bander i alle samtaler. Når hun er i sit atelier hører hun radio, noget som ofte får hende at grine, imens hun laver keramik. Lay maler mere og tegner mere. Celle bygger en model af en kystgrotte. Hun har været i gang med den siden november, været i gang med at lave stalaktitter med en limpistol, sten og sand og male det hele. Den er ikke større end en skoæske, men detaljerne er helt vilde. Hun skal bruge den til en animation og vil lave en kasse, som den kan stå på, og lyssætte grotten fra neden.
*
I over en time nærmer tordenvejret sig fra nord. Lynene er fjerne og skjult af skyerne. Trækronerne lever og rusker i brisen. Tordenen er et fjernt bulder. En hund gør. Et fly kommer fra nord. Lynene ulmer og lyser op i mørket. Luften er varm og mild. Tordenen ruller nærmere. Lynene ulmer, nogle få skyder ned over byen. De højeste og største trækroner svajer og bladene rusker. Flyet runder masten og daler ned forbi mod lufthavnen, og det er fuldstændig lydløst, eller fuldstændig overdøvet af de fjerne rumlende og buldrende torden. Jeg står ude på hjørnet af taget, bjergtaget, og ser systemerne nærme sig. I en halv time står jeg sådan og kigger ud over tagene, mærker brisen, som kommer i bølger, hører de fjerne bulder, skyerne som lyser op, de få lyn som skyder ned over byen. Det regner ikke. De driver forbi uden at en dråbe rammer mig.
*
Rochi og Nico sætter en højtaler ud i gangen og skruer op og danser og danser og danser. Celle og jeg står og ser på dem og smiler, vasker op og peger, når Nico skaber sig ekstra meget, eller når deres pardans kludrer til. De hører en ny favorit: “Triste cancion de amor”. Jeg tror jeg forstår det meste, det er smukt, det er stadionrock, men teksten er vidunderlig. Hun eksisterer kun i en drøm. Han er et digt, som digteren aldrig skriver. Og senere: Han er som havet. Hun er som månen. De hører kumbia, de hører salsa, ballader, regatton, bad Bunny og j balvin. Og en med Mercedes Sosa. “La Maza”. Celle oversætter den for mig. Den første strofe siger det hele: Si no creyera en la locura – Hvis jeg ikke troede på vanviddet. Den sidste de sætter på er Leo Dan, "Mary es mi amor". De står og svajer og synger med, bevæger sig næsten ikke.
*
Lay er tidligt oppe. Han sidder og tegner med en øresnegl i øret. Han taler med venner i England. Venner som er i karantæne. Det er alvorligere dér end her. En ven har siddet i sin et-værelses alene i fjorten dage.
*
En helikopter flyver meget lavt henover os. Den flyver mod sydøst. Alt for lavt, unormalt lavt. Rochi råber noget, fucking idioter, tror jeg og rækker fuckfinger efter den, og spinner rundt om sig selv og griner.
*
Jeg sidder i timevis og stirrer i spejlet og ser på sårene. Og de bare vokser, jo mere jeg kigger på dem. Det er som om at mine øjne graver dem dybere og dybere. Nico giver mig en salve med D-vitamin og sårene begynder at hele! Det er fantastisk. Jeg griner mere, deltager i samtalerne, skammes ikke mere, selvom forskellen er minimal. Men jeg kan se forskellen og det er nok.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar