Sommertiden forskyder mig yderligere. Der er otte timer til Danmark, der er syv til Færøerne.
*
Spørgsmålene har ændret sig:
Udenrigsministeriet spørger mig: har jeg brug for
hjælp til at komme hjem eller ønsker jeg ikke deres
hjælp?
Hvorfor tæller jeg træer, fly, fugle, hvor mange
kokosnødder der er, hvorfor vil jeg gerne have
blomsterne til at ligge længere?
*
Det er nat og luften står stille. Nogen går oven på taget lige over mit værelse, i de tidlige morgentimer, eller sene nattetimer, jeg ved ikke hvor længe jeg har ligget her, men jeg giver det ingen betydning. Jeg tager mit lagen om mig og går ud i køkkenet. Emi får et chok, jeg ligner et tegneseriespøgelse, eller en gammel græker. Jeg drikker to glas vand før jeg lægger mig igen. Jeg vender og drejer mig, leger død og lokker en myg tæt på, jeg håber at den vil sætte sig på min kind, mit øre, nakke, hvor som helst, sætte næbet i, bare lidt, sug, min ven, og så klappe den én. Jeg rammer den ikke og den bliver ved.
*
En ældre mand i hvid kittel og maske kommer op på taget. Han står i gangen og holder en pose frem og siger noget, som jeg ikke forstår. Han holder posen frem og siger Emi. Der er en stor rød fisk i posen. Jeg forstår endelig, hvad han siger, og henter penge for at betale. Det er en rødsnapper. Vi vil grille den med olivenolie, hvidløg og lime, salt og peber. Vi vil lægge den oven på et leje af ananasskiver.
*
Kun et af jacarandatræerne er stadig helt violet. I to af dem er der stadig store klaser af violet blandt det grønne. Det fjerde træ er kun fattigt spættet til af enkelte blomster. Jeg synes det spektakulære er forsvundet for længe siden.
*
Egernet løber hen over taget. Det er så elegant, de bølger det tegner i løb. De bølger som tagstenene tegner, når egernet løber. Vi bliver enige om at Rochi er et egern. Det er noget med hendes ansigt, hendes hjørnetænder, hun ligner en gnaver.
*
Det går op for os hvor mange træer, der omringer os. Vi bor i øjenhøjde med trækronerne. Kun få bygninger skyder højere op.
*
Madstanden er der stadig. Og nu er den der længere end normalt, de pakker den først sammen et par timer efter at det er blevet mørkt. Manden kommer slæbende med sin vogn, ønsker mig godaften, uden at se op. Jeg tror, de må blive længere for at tjene nok. Der er færre mennesker.
*
Det er aften, vi står alle i køkkenet, hakker tomater, vasker op, skræller kartofler, alt oveni i hinanden, da det begynder at lyne og tordne. Helt vildt. Det blæser op, panderne som hænger på kroge oppe under loftet rangler og slår mod hinanden. Det sker mod nord. Jeg forsøger at tage tid mellem lyn og torden, men det er svært at tildele tordenbragene til deres respektive lyn. Men så er der stille lidt, og det næste lyn river mørket i stykker, oppe ved Reforma, eller længere, det er bag skyskraberne, og sytten sekunder senere kommer tordenen rullende. Det er knap seks kilometer borte. Så slår flere lyn ned kort efter hinanden, tordenen ruller ud over byen. Det regner ikke, det blæser kun, vores potter og pander slår mod hinanden, ringer som kirkeklokker imens uvejret passerer.
*
Jeg åbner døren for at spørge om Nico vil spise med. Han har slukket alt lyset, står og hopper og danser med sig selv i mørket, med åbent vindue, han er helt væk. I et øjeblik tænker jeg, måske bliver han faktisk gal af det her. Han griner og skruer ned for musikken, siger nej tak, men gem noget til mig. Jeg har brug for at danse, føle min puls. Så skruer han op igen og jeg lukker døren.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar