Romerne begyndte deres tidstælling efter at Rom blev grundlagt. Det ville svare til år syv-hundrede-og-treoghalvtreds før vores tidsregning. En munk, som hedder Dionysius Exiguus, fastslår ud fra evangelierne at Jesus bliver født syv-hundrede-og-fireoghalvtreds år efter Roms grundlæggelse. Efter Dionysius’ beregninger bliver Jesus født i år et.
*
Nytårsaften 1900-1901 bliver fejret som århundredeskiftet. Nytårsaften 1999-2000 tælles der ned i alverdens storbyer, på klokketårne, kirkeure, rådhuse, digitale bannere, skyskraberne er lyssat til nedtælling, lyset på etagerne slukkes fra toppen og ned og nogen steder fra stueetagen og op, så lyset stiger eller falder så det er timet med klokkeslaget mellem 23:59 og 00:00, og på stolene i stuerne står alle parate til at hoppe ind i det nye årtusind. Men det nye årtusind bliver fejret et år for tidligt. Vi fejrede begyndelsen på år 2000. År nul eksisterer ikke i vores kalendere. År nul eksisterer kun som et billede på en ny begyndelse, som implicit peger på en forudgående katastrofe, hvorpå der må begyndes forfra. År nul er håbefuldt.
*
Det er påske. Solen skinner. Alt har lukket og solen bager. Nico hænger et lærred op på et rækværk ved tøjsnorene. Emi sætter sit stafelli ud på taget. En højtaler bliver sat udenfor. Vivaldi bliver sat på. Nico råber op. Han kan ikke finde den rigtige grønne farve. Han har malet videre på et ufærdigt maleri. Den grønne er ikke den rigtige grønne. Celle og Lay sidder med lukket dør og er i færd med en animation. Rochi gør sit nye atelier fint. Jeg sidder med et godt manuskript, som jeg læser for en forlægger og ven på Færøerne, jeg understreger, skriver udråbstegn i margenen, et smiley her og der.
*
Celle, Rochi og Nico har alle gået på den samme skole i Argentina. En slags antifascistisk kunstskole, som Rochis mor driver. Celles mor er kunstner og digter. Lays far står på Speakers Corner i London og holder politiske taler. For nogle uger siden, da han stod og forsøgte at tale om erfaringen fra Kina, var der en af tilhørerne som hostede på ham for sjov. Jeg ved ikke noget om Nicos forældre, men han har mange søstre. Det eneste jeg ved om Emi er, at han arvede penge efter sin mor og at han siden hen har lavet film og har sin egen lille biograf i et tilsyneladende forladt højhus oppe i Santa Maria.
*
Spørgsmålene ændrer sig mere:
Hvorfor trives jeg så godt et sted, hvor jeg ikke
forstår sproget, der tales?
*
Der går timer, dage, hvor jeg ikke gør et forsøg på at forstå dem.
*
Vi gør rent, fejer bladene sammen på taget, som bliver ved med at falde, vi tømmer skraldespandene ude på toilettet og finder en død kakerlak. Vi vasker gulvene. Vi bærer skrald ned på gadehjørnet. Jeg siger, fuck, det er politiet, og så løber Lay ind igen. Fuck dig, siger han og griner, når det går op for ham, at det var en dårlig joke. Jeg troede faktisk på dig. Vi rykker rundt på bordene, arrangerer det hele anderledes og gør det hele pænt og er glade for resultatet.
*
Nico tænder op i grillen. Det oser forfærdeligt. Imens han går til og fra ilden, står han og maler og så forbereder kyllingen, marinerer den med hvidløg og lime og groft salt og lægger den på. Under grillen lægger han søde kartofler og nogle løg.
*
Frank overhører mig tale om at gå i kiosken for at købe øl, købe en flaske mezcal, og spørger om ikke jeg vil købe en god én af ham i stedet. Han spørger, hvad de koster i kiosken. Ca. 400 pesos. Ville det være ok, hvis jeg betalte ham 500 pesos for hans flaske. Ja, klart. Den er sikkert bedre. Vi drikker og skåler, vi slår i bordet og griner, og så ser jeg et lyn, og før jeg ved af det brager tordenen løs lige over os, Rochi skriger. Det begynder at regne med det samme og vi skynder os at tage vores tallerkener og maden og glassene med os ind i køkkenet, hvor vi ender med at stå og spise og drikke, uden at sige så meget, men bare se på regnen stå ned og bygen drive mod øst.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar