Svalerne flyver højt i skumringen. Jeg har ikke set dem så mange før. Himlen er ferskenfarvet, og delt i to af en tæt sky, der blokerer for solen, som er på vej ned bag om bjergene i vest.
*
Udlejeren skriver til mig og spørger om, hvem det er, som går og stamper rundt på taget. Jeg går uden for og kigger. Der er stille. Emi sidder inde i atelieret og maler. Jeg beder ham om at gå let.
*
Den ene skyskraber, den længst mod vest, hedder world trade center. Den er rektangulær og øverst oppe er der en slags glasrotunda, et cylinderformet styrehus placeret på midten. Facaderne er af kvadreret glas, så at det er umuligt at se, hvad der udgør en etage. Glasset er også meget reflekterende. I dagslys er skyskraberne blå, som en fjern klippe. Om aftenen forsvinder den næsten helt, med undtagelse af masternes røde blinklys, og enkelte oplyste etager. Jeg tror, at det er den ondest udseende bygning, jeg nogensinde har set.
*
Frank siger, at når vi går henover taget, så runger hele hans lejlighed. Det er som at bo i en kommode, siger han. Udlejeren overvejer at sige til dem, at de ikke må benytte atelieret efter klokken ti om aftenen.
*
I det nordlige Indien, i staten Punjab, kan de for første gang i over tredive år se Himalaya hundrede mil borte. Det må være en fantastisk oplevelse at stå op til. De snedækkede bjerge ude i horisonten efter tredive år. Tænk at være et barn og se dem for første gang. Eller en olding og se dem igen en sidste gang.
*
Det ene træ er nu helt afblomstret, men jeg kan genkende det blandt de andre træer for sine nye skud, nogle meget lyst grønne blade.
*
Nico sidder i timevis i flere dage på rad og øver sig i at spille guitar. Han siger, at det hjælper ham med at holde depressionen på afstand. Han ser sundere ud nu. Lykkelig næsten.
*
Fuglen er tilbage i reden. Måske lægger den nye æg? Vi ved det ikke, og ved ingenting om fugle og deres reder.
*
Udlejeren hænger en stor plakat op i opgangen om regelmæssig rengøring af alle overflader for alle beboere. Han skriver at han vil uddele bøder, såfremt det ikke overholdes, at han vil kontakte de retmæssige myndigheder. Han underskriver sig som el propietario.
*
Rochi, Emi og Nico får ikke længere lov til at bruge atelieret. Udlejeren ændrer på lejemålene. En lejer, som vi sjældent ser, og som kun er her i dagtimerne, når hun er her, og som har et mindre atelier ved siden af mit værelse, kommer og så bytter de atelier.
*
Alle forbedringerne som er blevet foretaget her oppe på taget begynder at se faretruende ud. Forbedringerne nærmer sig et niveau, hvor det er svært at forestille sig, at det er for vores skyld. Vi tror at han snart vil smide os ud. Vores underholdningsværdi daler nok i takt med at fødslen nærmer sig.
*
Inde på bloggen er der en funktion, hvor jeg kan se, fra hvilket land læserne kommer. Der er dage, hvor der er virkelig mange klik fra Mexico. Jeg opdaterer bloggen ofte, for jeg lægger bedre mærke til slå- og tastefejl, når jeg har lagt teksten op. Måske genlæser min computer også alle de åbne faneblade hver gang jeg åbner den. Men selv når jeg forsøger at tælle det med, så virker tallene til at være alt for høje. Jeg er bange for at Udlejeren læser med. Måske smider han mig ud, hvis jeg skriver for meget. Vi får se.
*
Frank er venlig, kommer op på taget, giver os råd, fortæller os nyheder, det seneste nye fra myndighederne. Udlejeren vil have os til at stille vores sko i lige rækker. Under aftensmaden fortæller Rochi om en lejlighed i Centro Historico med fire værelser og stue, badeværelse og køkken, for tolvtusind pesos. Vi har talt om det før, men det begynder at virke sandsynligt nu.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar