Sårene vil ikke hele. Uden at vide af det, sidder jeg og kradser mig selv. Jeg skærer lidt af et blad af aloe vera planten og sætter mig foran spejlet og dupper det udover sårene. Bladet lukker sig selv til, så jeg skærer en ny strimmel af og dupper videre og håber at den også vil lukke sårene til. Men skægget gror ud af de åbne sår, op af en gennemsigtig væske, der er gullige rande, og lugten af aloe vera’en er kvalmende og det er svært at se for sig, hvordan det nogensinde skulle kunne hele. Jeg går og lugter af råd nu, aloe vera’en lugter så forfærdeligt og minder om den kvalmende lugt af døde dyr, noget helt igennem råddent, ligesom geyserne uden for Reykjavík. Nogle af dem er på størrelse med en tommefingernegl, andre er mere langtrukne, som om jeg i søvne har kradset mig længe og dybt på samme sted.
*
Der er overskyet indtil midt på eftermiddagen, hvor solen langsomt brænder sig igennem. Nede på fortovet har en gademusikant taget plads. Han står med en stor xylofon og spiller temamusikken fra nintendo-spillet Super Mario. Jeg står i vinduet og kan ikke bestemme mig for noget som helst. Mest af alt har jeg lyst til at lede efter en værktøjskasse for at se om der er noget sandpapir, som jeg kan slibe sårene bort, slibe sår og skorper, som vedbliver med at glide af, slibe det hele af. Gud, hvor det klør, og svider. Gud, hvor jeg stinker. Selv i vinduet med Super Mario temaet, og gamle minder om vvs’eren i røde overalls og et kraftigt overskæg, som samler guldmønter og spiser svampe, og lader sig suge ned i undergrunden via nogle mærkværdige grønne rør, kan jeg ikke glemme mine sår: en mild brise bliver ved med at føre den stinkende rådne lugt op i mit ansigt.
*
Kit skriver til mig og fortæller, at han skal flytte igen. Rochis mor har to lejligheder i byen. Men hun kedede sig i Coyoacán, og vil selv bo i Santa Maria-lejligheden, så hun har sat Kit, Patricia og Xochi på porten. Det varede knap en måned. Men han har fundet et nyt sted ikke så langt herfra, på hjørnet af Tonala og Bajío.
*
Tallene for Mexico er i færd med at overstige tallene for Danmark. Det begynder at blive usandsynligt, at jeg kan komme til Italien d. 01. juni. Det er mere sandsynligt, at al flytrafik ud af Mexico vil blive indstillet. Jeg forsøger at indstille mig på, at jeg skal blive her i længere tid, henover sommeren, måske? Jeg forsøger at forestille mig, hvordan jeg skal tale med Udlejeren: kan jeg få lov til at blive længere?
*
En ven i Malmö har fødselsdag. Jeg skriver og ønsker hende tillykke. Hun siger de er underbemandede på hospitalet, hvor hun arbejder. Mange af hendes kollegaer er sygemeldte, så der er uendeligt med ekstravagter, hun har aldrig fri. Hun siger det minder om at være med Læger uden grænser, manglen på udstyr, arbejdskraft, prioriteringerne. Sidst hun var afsted, var hun i Syd-Sudan. Hun skriver at der kun findes tre respiratorer i hele landet. Det bekymrer hende.
*
Dagene er ulideligt ens. Kun fredag aften er anderledes. Man kan føle det, siger Nico. Det er fredag aften, og den er blevet til et stort hul. Byen er alt for stille og vi har ingen steder at gå. Han spørger om vi skal tage et parti skak, men jeg gider ikke. Jeg går på listefødder inde på mit værelse og hører hver en knagende lyd med Udlejerens ører.
*
Jeg vågner ved lyden af en gadefejer nede på fortovet. Det er en kost af sammenbundtede grene, den fejende lyd er ikke til at tage fejl af. Den er beroligende. Gadefejernes koste er perfekte. Sammenbundtede grene til at feje grene og blade sammen med.
*
Jeg ligger i sengen og forsøger at tælle, hvor mange forskellige fuglelyde, jeg kan høre. Måske seks? En motorcykel kører forbi. Et fly lægger an til landing. Nogen sætter den rene opvask på plads. Vandpumpen går i gang. Flere biler, en lastbil. Kvindestemmen som kalder på hårde-hvidevarer, på toilletter, rør. Nogle fjerne sirener.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar