Forsinkelser XII

Alle dage er søndage nu. Der er så stille. Nu og da når lyden af nogen som fejer fortovet op til os. Vi taler om, at vi savner årstiderne. I Argentina bliver det vinter snart. I Spanien er foråret på vej. Dagene bliver kortere eller længere. I Danmark er det sommertid. Her skinner solen. Hele tiden. Solen står op klokken syv og går ned klokken syv. 

*

Celestial er stille i mange dage, siger næsten ingenting. Det kan være, det er vinteren, broren i Buenos Aires, tallene. 

*

På vej tilbage fra caféen standser en ung mand os, eller en dreng, måske er han atten, men han er ikke voksen. Hans øjne falder ikke til ro, har et forjaget blik. Han ser op ad gaden. Han står og vipper lidt fra ben til ben. Han undviger øjenkontakt. Lay tager sig til lommerne, siger noget, ryster på hovedet, drengen rækker sin jakke frem, som var det en buket, Lay ryster igen på hovedet, siger cinco pesos, no mas, og noget mere. Så skærer drengen en grimasse, og går lidt modvilligt videre. Hvad var det, spørger jeg. Lay forstår det heller ikke helt. Drengen var blevet berøvet, spurgte om penge til metroen, men ville ikke have dem alligevel, han ville sælge jakken for mere, fordi han skulle længere end bare med metroen. Men hvad skulle jeg bruge jakken til?

*

Madstanden er der igen. Den ene af kvinderne har sin datter med. Hun har lært at gå nu. For et år siden sad hun i en klapvogn. Sønnen er der også. Han er blevet høj og ranglet. Han hilser på mig og smiler, men vender sig hurtigt væk igen. Jeg tror, at han er i færd med at finde selvtillid, ikke bare svare, men henvende sig først. Der er kunder i dag. Seks kunder. Manden har sat sig på en taburet i skyggen og hviler hovedet mod muren. Han sover med åbne øjne, og kvinderne griner ad ham. 

*

Tal vandrer over alle bjerge, dykker ned på bunden af alle søer, og ned i havenes dyb. De tæller dage og måneder, årstider og år. De tæller stjerner og planeter, sole, sortehuller. Og så tilføjer de en dag hér og dér, i skudårene f.eks., når ingen ser. De har talt sunde fingre og tæer, øjne og næser på nyfødte, og de nyfødtes søskende, været med til fødsler og fødselsdage, tændt stearinlys i lagkagerne, og ønskerne bagefter. De har holdt takten i sangene, som vi har sunget, klappet, og har lært at gå, og at tælle med fingrene og i håndfulde og så har de travet over verden, skridt for skridt, forbi hellige tal, kardinaldyder og dødssynder og lykketal, og gjort nar på 1. april og været bange fredag d. 13., og sagt syv-ni-tretten og været i den 7. Himmel og skældt ud for den 117. gang og kan ikke holde op med at sige for syv-søren, og de har lært kabaler og hovedregning og er blevet voksne og er undervejs blevet komplekse: blevet brøker og mærkværdige procenter, gæld og til renter, og til renters renter, og til kalkulerede tab og spekulerede gevinster, til røde tal og sorte tal, til druknede og tørstige, til rige og fattige, til ejere og lejere og udstødte og uønskede og ufattelige sandsynligheder og umulige gennemsnitter, som snitter alt i stykker og stumper, imens de gør sig selv til linjer og kurver, diagrammer og tegninger at gemme sig bag.

*

Lay fortæller at han er en plante. Det har en tidligere klassekammerater sagt. Til at begynde med siger Lay ingenting, han er som et nyplantet frø, men så et halvt år senere blomstrer han og studiekameraterne ser på ham, venter på at høre hvad han mener. Vi beslutter os for at Celestial er et koralrev. De siger jeg er et træ. Nico er en storm.

*

I 1799 bliver meteren defineret som 1/10.000.000 fra ækvator til Nordpolen igennem Paris. Der bliver lavet en stang, af platin: meteren. Tre år inden, i 1796, bliver grammet defineret som en kubikcentimeter vand ved dets frysepunkt. Et kilo er tusind af de her kubikcentimeter isterninger og der bliver lavet et lod: kiloet.

*

Meterstaven og kilo-loddet opbevares i Paris. Andre lande har deres egne kopier af kiloet, som i dag er et cylinderformet lod lavet af platin og iridium. Det er den meste stabile materialekombination, men alligevel må de rejse tilbage til Paris i ny og næ for at kalibrere. Magnetisme, spændinger, lufttryk; alt er med til at ændre loddets struktur, som resulterer i vægtudsving. Jeg synes det er sjovt, at se for sig, hvordan alverdens kiloer rejser til Paris for at holde vægten. Forestil dig også de ansvarlige, dem som rejser til Paris, hvordan er de klædt og hvad mon de bærer kiloene i? Måske er der en særlig taske, og inde i den en anden særlig beholder, og inde i den en tredje, en osteklokke af en art, som alle skal beskytte kiloet.

*

Nico fortæller os, at han er ved at blive deprimeret. Vi må tage det alvorligt. Vi aftaler at gøre flere ting sammen, se film sammen, en komedie, måske, og læse op for hinanden. Vi må bruge hinandens tid, bede om dem, og tage den, når vi har brug for det.

*