De lærer mig at spille med spanske kort. I stedet for spar, kløver, ruder og hjerter er der på kortene sværd, guldmønter, stave og krukker. Stavene og krukkerne ligner oprindeligt håndværk, farverigt lertøj med røde og grønne og blå farver og tekstiler. Det er ikke svært at forestille sig, hvor guldmønterne og sværdene har sit udspring. Vi spiller Truco. Lay og jeg har ikke spillet det før. Nico og Celle forklarer reglerne, men det er svært og kompliceret. De fire højeste kort er: Et sværd, en stav, siden syv sværd og siden syv guldmønter. Bagefter kommer alle treerne, og så toerne, og så derfra er det tolverne og nedefter. Det er tilladt at give tegn og tale med sin partner. Alle de højeste kort har et særligt tegn, man hæver brynene, man blinker med et øje, man sender et luftkys, eller bider sig i læben, lukker øjnene, eller man trækker den ene mundvig nedad til den ene side eller den anden til den anden.
*
Vinduet står åbent hele dagen, og blade fra træet falder ind i min seng og på gulvet. De er tørre og bliver til støv, når jeg træder på et.
*
En trompetist og en storetromme kan høres langt borte fra. De går i min retning. Jeg står ved vinduet og klipper negle, da de kommer til syne. Storetrommen bliver båret af en tyk mand, trompetisten er selvfølgelig tynd, og sådan lidt mere let-på-tå. De er begge i kasketter, den tykke i en yankee-cap, og den tynde i én som jeg ikke kan genkende fra vinduet. Den tykke går og slår og holder takten dårligt, tror jeg, og venter ved hvert gadehjørne, imens trompetisten forsvinder ned ad sidegaderne. Bum, bum-bum. Bum, bum-bum. Jeg har svært ved at forstå trompetistens melodi: det kunne være til en begravelse, efter et ligfølge, det kunne være en festlig melodi, hvor der egentlig bør være mange trompetister, hvor de går foran et enormt følge af dansende og udklædte og syngende mennesker, som fylder gade efter gade med dans og glæde og sang. Men nu går han alene, og det virker trist, hvis ikke sørgeligt. Storetrommen stopper. Så stopper trompetisten og slipper trompeten, og lader den hænge som en medalje på brystet. De tager begge sine kasketter af og trækker hænderne igennem deres hår, og håndryggene over panden, før de forsvinder ned ad gaden i stilhed.
*
Madstanden har ikke været til at se i dagevis. Lyden fra det usmurte transportbånd i tortillaria’et hviner stadig. Træerne er afblomstrede helt nu. Det violette er borte. Der er ikke mere end en håndfuld fly hver dag.
*
Det er i dag et år siden at Notre Dame brændte. Fotografiet, som hænger indrammet på min væg, og som af al den sol er blevet så blegt, at det ligner et maleri, viser Katedralen set fra Seinen, fra bagsiden. Det er et fotografi taget om natten. Katedralen er dramatisk oplyst fra neden af orange projektører. Stræbepillernes spidser – som omringer hovedskibet og løber i en salgs vifteform rundt om alteret – står frem som sorte syle mod den mørke himmel. I Seinen ligger et orange lysskær, som en bro ud af billedet, fra en lygtepæl, som står ved broens landing. Katedralen ser drabelig og monstrøs ud.
*
Emi siger, what a shitty day today. Og jeg giver ham ret. Jeg har ikke tænkt på det selv, før han siger det. Jeg har troet, at det har været en meget fin dag. Men efter at han har sagt det, så kan jeg ikke slippe tanken: sikke en lortedag. Vi er mere eller mindre alle enige. Monotonien går os på. Den eneste variation er farven på vores lort, griner Nico og slår i bordet. Det er det eneste. Fucking shit. Vi har spist rødbeder i dag. Og en meget rød grøntsagssuppe. Og så griner vi endelig af noget, vi griner og griner.
*
Fase tre begynder i morgen. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Men karantænen, tror jeg, vil blive hårdere håndhævet nu, mere strikst, flere lukninger, færre indkøbsture, højere regulering af hvor meget hver person får lov til at købe af hver vare, f.eks. æg.
*
Jeg begynder at blive utålmodig og irritabel. Jeg ved ikke på hvad eller hvem, men det er ligemeget, for min utålmodighed og min irritation diskriminerer ikke: alt irriterer mig, alle irriterer mig. De emails, jeg får irriterer mig og jeg gider ikke svare på dem. De emails, som jeg venter på at få, de irriterer mig ved deres udebliven, og jeg længes efter at læse dem, svare på dem, have en samtale, være lidt tættere på nogen, et liv, venner, om end bare for et øjeblik, i tankerne.
*
Jeg venter på svar på min arbejdslegats-ansøgning til Kunstfondens Litteraturudvalg og en email fra Det Danske Institut i Rom om mit ophold i juni og juli bliver aflyst eller udsat. Jeg drømmer om at få lov til at tage til Rom i juni og juli, jeg drømmer om en kvælende varm by, om øde gader og pladser og næsten ingen mennesker, at bo alene og trave rundt i gaderne og gå langs Tiberen og sidde uden for caféer og ryge italienske cigaretter og drikke en espresso, og så en til og så en til, indtil det er blevet aften og det går op for mig, at jeg ikke er sikker på, om jeg kan finde tilbage til Instituttet, og der er ingen hjælp at hente fra telefonen, for der er ikke noget batteri tilbage: jeg glæder mig til at fare vild i en by, som jeg ikke kender og blive lidt bange ved nogle gadehjørner, måske omkring Termini, eller i nogle uhyggeligt mørke gyder, men gå, og gå bort fra uhyggelige gader og stræder, og bort fra en gruppe mænd, som står i cirkel foran en smal bar og pludselig genkende nogle gader, genkende en bygning med et åbent vindue og nogle gulvlange gardiner blafre ud af en åben altandør og så nå til Borghese-parken, og være tæt på, og gå igennem den, og høre underlige lyde, og høre velkendte lyde inde fra buskene og mørket, smile for mig selv af nogle af lydene og blive urolig af andre, men forsøge ikke at lade mine følelser komme til udtryk, bare gå og gå så roligt som muligt og nå hjem til min lille celle på instituttet og lægge mig glad og træt i sengen efter en hél dage udenfor.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar