jeg har ikke haft en læsning på dét jeg skriver på i over et år: jeg er bange for at jeg er vanvittig

så træt så tidligt

    — Good night, siger hun så, og undskylder at hun er så træt så tidligt.

    Jeg siger, at det er fint og forståeligt, du har været på arbejde, vi har været ude, det har været en lang dag, og at det skal du slet ikke tænke på, det har været en dejlig dag, virkelig, og vi ses bare i morgen og så smiler E og går. 

    Og så er jeg alene tilbage i stuen og den er meget stille, og fra kælderlejligheden kommer der ikke et pip, der er ingen hjælp at hente, så det er svært at forestille sig andet end at gå i seng, hvad skulle jeg finde på, egentlig, så det gør jeg: Jeg venter til jeg hører de bare tæer mod linoleumsgulvet, og badeværelsesrørene suse, og så går jeg derud, på listefødder, og jeg hasper døren uden et kvæk og står og kigger i spejlet, og jeg synes at mine fregner er trådt frem i løbet af dagen, min næse er rød, solen har virkelig skinnet, og jeg har været ude hele dagen, i den friske luft, mine kinder er varme og røde som et par bøjer i havnen. 

    Jeg børster tænder og tænker på E på den anden side af spejlet, i mørke, at hun kan høre mig, men ikke se mig, at der kun er et par meter i mellem os, men kun mørke, ingen barriere, og så ryster jeg på hovedet af mig selv, og kommer til at trække tandbørsten op over kinden, og det er så dumt og flovt, og så tørrer jeg mig om munden og gør mig færdig og går ind i stuen og lægger mig og falder i søvn og før jeg ved af det stikker E hovedet ind af døren. Det er lyst igen, det er allerede morgen. Skodderne er åbnede. Jeg har intet drømt. Jeg misser med øjnene, skærer grimasser, og, tror jeg, kommer med nogle gryntende gab. Hun siger, der er kaffe, så jeg hiver mig op af sengen og går ud i entréen, imens jeg knapper mine bukser og gnider fingrene i øjnene, leder efter søvnen i øjenkrogene, lyset er skarpt og hvidt, og jeg forsøger at rette mit hår imens, det vil sige lægge det ned, hvis det står op. Meget mekanisk.

    Søsteren er i færd med at klappe strygebrættet sammen og gemme det af vejen og kaffen er løbet igennem, da jeg kommer ind i køkkenet. Bordet er dækket. Agurkestænger og gulerodspinde, og nogle røde bådeskårne æbler, og der er juice, også, nypresset. Og søsteren er i god tid, hun har tid til at spise med og i radioen spiller de TEXAS. Det føles så sommerligt det hele, så lykkeligt, jeg er klatøjet og søvndrukken, E’s søster puster ned i sin kop, dampen står op og forsvinder hurtigt, hun smiler, og spørger, hvad jeg lavede i går, og hvad jeg skal i dag. Og så kommer E med en taburet inde fra sit værelse og sætter sig til bords, og hun fortæller om togturen og biblioteket, og molen, og hvordan vi gik og så efter krabber, men ikke så nogen, og E fortæller også om den lukkede iskiosk, og E’s søster ærgrer sig på vores vegne, hun hæver øjenbrynene og anlægger et trist gemyt, men det gjorde ingenting, det siger både E og jeg, i munden på hinanden. Og jeg smiler, fordi vi sagde det samtidig, vi forsvarer begge aftenen, den var fin, den var flot, selvom der ingen is var. Vores aften var ikke afhængig af is for at blive god. Og så smiler søsteren, og vi spiser morgenmad, meget stille. Vi rækker hinanden tingene uden at tale, og hvis vi taler, så er den førte samtale lav, vi smiler, misser, laver små, små bevægelser med læberne, mundvigene, brynene, ser hinanden i øjnene, smilende, men ikke for længe, lader blikkene glide af hinanden men bibeholde smilet, trække det videre, fra hinanden og ud i den tomme luft. Jeg tror, vi sunder os. Ingen sukker, men det er sådan det føles, en morgen som en lang og salig udånding.

kysten på den ene side

Fem minutter er nogen gange ingenting. På perronen bliver fem minutter til en evighed. E er ikke kommet endnu. Jeg har købt billetterne, og toget står og summer. Dørene er mest lukkede nu, der kommer ikke flere dryssende.

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis ikke hun når det. Skal jeg lade begge billetter gå til spilde. Skal jeg sætte mig ind, stå af og vente på hende dér. Jeg ville ønske jeg havde nogle klarere vaner.

    Tanken om, at E når fra kontoret til stationen, op ad trapperne fra gaden til perronen, og ind i toget inden fire minutter er gået, den kører i cirkel i mit hoved. Det er umuligt at nå alt det på fire minutter. 

    Jeg ser hen mod trappenedgangen, men der kommer ingen. 

    Jeg ser på toget, de lukkede døre, passagerernes tyste hoveder bag vinduerne. De venter og håber at toget snart vil køre, så de kan være hjemme lidt før normalt.

Togstationer er det mest ensomme som findes. Alle har travlt med at forlade dem. Hele deres væsen er denne ensomhed, som skal videre. Som øjnene på passagererne, der skal videre. De skinner tamt og indadvendt, som kunstige sten.

    Man ønsker sig ikke glemt her.

Der er tre minutter til toget kører, da hun kommer løbende. Grinende løber hun mig i møde, men ændrer så retning, kalder imens, og løber mod den nærmeste dør.

    — Come on, come on, come on.

Hun griner, håret flagrer. Jeg er lettet, og sætter i løb. 

    Vi når det. 

    Vi hopper ind i togvognen og lander grinende. E er forpustet og bukker sig for at få vejret igen. Hun retter sig op, med hænderne i siden, puster sit ansigt fri af det løse hår. Hun har løbet hele vejen.

    — I didn’t think I’d make it. Wauw.

Der er pladser nok. Vi sætter os ved siden af hinanden og lægger mærke til de andre passagerer. Nogle smiler af optrinnet. Vi griner, og falder til ro. Vi ser på hinanden, sukker dybt og kører glade ud fra stationen. 

    Jeg ser os med de andre passagerers øjne. De er unge og lykkelige. Et smukt par. Hun ville lægge hovedet på hans skulder, hvis det var sådan.

    Vi har kysten på den ene side — et dybt billede vi kører længere ind i — på den anden side flakkende huse, da E fortæller, hvad vi skal i morgen. Og dagen efter. Hun er igen fuld af fart og energi, hun griner, hun har planer, alle mulige ting, vi kan nå. 

Hun lægger kittelærmet på brættet, stryger det, vender det om og stryger også dér, i dampen, som står ud af strygejernets næse. Hun folder og vender og stryger meget øvet. Jeg er sikker på at der ikke er en eneste fold, når hun er færdig.

    Hun er i en hvid uldtrøje med bred hals. 

    Solen står ned i køkkenet, og lægger lyset i rande over det hele.

    Søsterens løse hårlokker, dem der falder ud over panden, lyser skinnende op. Blusens fimrehår lyser. En rand lægger sig om hovedets runding, også i brillestellet.

Jeg er bange for at jeg kigger for meget på hende. Jeg forsøger at kigge på rummet også, kigger op i et hvidmalet loft, kigger ned på et ternet linoleumsgulv, og genkalder mig lyden af de bare fødder fra i nat. Jeg kigger på krydderhylderne, kigger over det hele, på lampeskærmen, på køleskabet med ord-magneter, der ligner et gigantisk harmonika-sammenstød. Og mit blik vender tilbage til søsteren og så bag hende, på en knudebundet affaldspose i karmen ud til entréen, som ikke er båret ud endnu.

I går var det d. 12. december, dagen hvor Guadalupe åbenbarede sig for Juan Diego.  

Nicolas, Juan og jeg gik turen derud, sammen med mange tusindvis af andre. På vej dertil var stande sat op med vand og mad og en masse gratis til pilgrimmene, som bar malerier af Guadalupe på ryggen, børn som bar statuetter af Guadalupe, familier på udflugt, grædende børn med en isvaffel i hånden, ensomme pilgrimme med beskidte rygsække og orange kasketter, soldøsige hunde i skygge under træer. 

Det var en meget smuk dag, som fra morgenen af var meget let at aflyse, men som ikke desto mindre endte i en aften, som var meget svær at forlade; vi tog til Nico's atelier, så hans malerier, vi delte en pizza, vi tog til et mezcaleria.

Jeg tog til en fantastisk fest, men tog ingen noter.

I dag er det fredag d. 13. Jeg har tømmermænd, solen skinner, vi har haft vand at vaske sig i, og jeg kan ikke holde op med at lytte til Suki Waterhouse.

xilitla

smukke skulpturer, san luis potosí, leonora carrington; jeg elsker dig

pludselig er så meget muligt
og så lidt nok og nødvendigt

sol sol sol, for alle dagene: sol.

Mod nord er der søjlebasaltsformationer, fem- og sekskantede søjler af sten, et helt landskab i forskellige trin, som går ud i vandet, bølgerne og brændingen. 

    Giant's Causeway. 

Og nogle bjerge hedder Mourne Mountains, hvorfra en mur, som hedder Mourne Wall leder vand fra kilder ned til et bassin i Silent Valley. 

Og tæt på grænsen er der drypstenshuler, som hedder Marble Arch Caves.

Navnene er smukke. Jeg oversætter dem for mig selv:

    Marmor-bue-hulerne.

    Stille-dalen.

    Og Mourne, hvis det var uden e’et, hvis bare det var Mourn, Sørgemuren, Sørgebjergene. Men sådan er det ikke. Jeg ved ikke hvad e’et skal gøre godt for.

    Og Kæmpens dæmning. Resterne efter den. 

Jeg lægger min tommelfinger ned på kortets målestokslineal. Min tommelfingernegl er 50 km bred på kortet. 

    

    Jeg tæller dagene indvendigt. Jeg måler afstande i negle. Og vurderer hvad som er en dagstur, og hvad jeg vil bruge mine dage på.

    Jeg ser på vejrudsigten på min telefon, og der er meldt sol, sol, sol, for alle dagene: sol.

     

varedeklaration

Julegaveønsker : 

et sted at sove fra januar frem til juni. måske et billigt værelse, måske en sofa som står i en stue hos nogen? Jeg tror jeg kan sove i malmö lidt, og måske også lidt i københavn, og måske lidt på krabbesholm, og hvis det endelig skal være så kan jeg også bo lidt i mammas kolonihave på fyn, men måske nogen andre ved noget, fem måneder er lang tid med måske-aftaler og gæstfrihed?

penge til alle mine få men kedelige mdl. udgifter: studiegælden, pelican storage, telefonabonnement, abonnement til liverpoolfc.com, spotify og netflix, og information.

måske et job, så jeg selv kan tjene pengene til mine kedelige mdl. udgifter & så jeg kan genoptjene min dagpengeret. 

- ikke fordi jeg vil på dagpenge, men det føles ret meget som jorden brænder når jeg hverken har indtægt i sigte, dagpengeret eller lejlighed.

- det virker usandsynligt nogensinde at genoptjene den ret egentlig: hvad der svarer til et helt års fuldtidsarbejde indenfor en periode på to kalenderår. 

- måske heller mere af den slags, som jeg skal lave sammen med Julie på Ærø, undervisning, hver 14. dag, sådan noget. eller gæstelærerforløb på højskoler. det synes jeg meget godt om. Og jeg tror jeg er god til det, også.

at min nye gyldendal-redaktør er ligeså god og sød som Louise, som nu har sagt sit job op hos Gyldendal(!) - så meget for den selvstændige Rosinante-redaktion

at udgivelsesdatoen for bogen snart ligger fast...

at jeg har energi og sprog til at søge kunstfonden om arbejdslegat d. 01. februar.

at jeg får arbejdslegat fra kunstfonden fordi jeg har sendt en ansøgning ind i tide.

at ansøgningssproget ikke bliver siddende i hovedet, og kvæler enhver ny tanke og sætning.

at udgivelsen kommer til at gå ok, at nogen gider at læse, og læse med den, måske ovenikøbet synes at det er godt. Ej jeg lyver, jeg håber at alle som læser den kommer til at elske den, og vil anbefale den til alle de kender, at den bliver en kioskbasker og en kritikerdarling, og bliver oversat til måske syv sprog, og ender i en storm af en prisregn.

at nogen ønsker mig ud at læse op og at jeg skal læse op sammen med en masse andre forfatteres nyudgivne bøger, som er udkommet her til vinter og vil udkomme i januar, februar, marts.

at jeg ikke får skattesmæk.

Men primært: et sted at sove, bo, helst dumpende-fra-himlen-billigt, fordi jeg egentlig ikke vil have et job bare for at betale en husleje.

vinter

    Det er koldt og slud, gråt tapetklister-sjap hvor man træder, i sporene efter bilerne. 

    Og i vejkanten.

    Mine fingre er knaldrøde, det blæser og regner. Det næsten-sner. Mine fingre sitrer udenpå noget følelsesløst.

    Vi siger begge uhhh, og griner. Det er så koldt, at det er latterligt. 

    Og det er svært at låse cyklen, cykellåsens og nøglen, jeg kan ikke rigtig mærke, hvad jeg gør, hvor forskellen ligger.

    Vi er lidt fulde, stadig. M's øjne er blodsprængte. Vi skærer grimasser i vejret. 

    Det er et vejr, som er til at få hovedpine af.

Og følelsen af genkendelse står alene.

Uden sit. Uden et møde med noget.

Mine øjne er ikke et blik, de lukker intet ude. 

endelig en begyndelse - gen- og omskrevet

Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten, og trængslen, med bus, i små hak.

Vejene slankes ned ad bakke, banerne flettes sammen i takt med at fortovene bliver bedre og bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige og tynde, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst: De handlende driver ind og ud af butikkerne, over butiksgulvene som er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning. 

Under indflyvningen synes jeg, at byen og bugten så så mørke ud. Det lignede at et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Der er skygger udenfor, folk går i bare ærmer, solen skinner. 

Vi kører over en bro, og en flod deler sig brunt, og på samme tid gulligt, ind under broens buer. Det er Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet. Og derfor er vandet så grumset og uigennemsigtigt: Bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten med.

Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, fordi Kings Court er også stoppet, hvor E sagde, at jeg skulle stå af ved. 

Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort. Jeg er til gene. Det er ikke til at stå stille, og Dublin overhovedet ikke, som jeg havde forventet: 

    Ingen regn, intet græs, ingen bække.

    Hverken grønne bakkedrag eller enge.

    Ingen grå lave huse, af sten, stenlagte huse. Ingen.

    Også et helt andet lys end skumringens grynede og grå lys, som gør én farveblind, som jeg havde set frem til.

    Ingen vandpytter, og slet ingen vandpytter, som ligger og funkler i et genskin i alt det grå. 

    Heller ikke vandpytterne, de som ligger i månedsvis på samme sted, urokkelige spejle blandt det ellers grynede og tyste fortov. 

    Ingen spredte og sky paraplyer.

    Intet vejrbidt rødt nogensteds, heller ikke de hvidpjuskede øjenbryn over dem af regnen og vanen nedslåede blikke.

    

Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, ej heller en lyd efter nogle skyndsomt klaprende hæle.

Ingen snerrende bil i et sving heller, som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen. 

Heller ikke jeg.

Ikke engang den magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser: 

    Hvad skal jeg se mig om efter? 

    

Det er en god vane: 

    Når det regner, søg ly. 

    Tænd en cigaret, saml tankerne. 

    Måske er der én som du kan spørge til råds. 

    Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente indtil bygen er drevet over?

For der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Og jeg vil også nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som var solen bare en gigantisk spand maling. Det løber fra den, en changerende farve løber ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland med.

Jeg har god tid. E skriver når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig, skriver hun.

Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden. En arm lægger sig om en skulder, en anden om en lænd, fingre reder en lok bag øret. De griner og har fri, universitetet virker lukket, elevernes uniformer i uorden.

Universitetet er stort og gråt som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet og de studerende drejer af, ind på en sti, der undgår en enormt lang og ensformig gårdsplads indrammet af de grå facaders tomme blikke. 

På den anden side af den grå ensformighed er der blomster og træer, buske. Det dufter friskt af muld, og nyligt vandede bede, og studerende i hvide skjorter spætter hen over en stor græsplæne, på bænkene og langs romantisk snoende stier: 

    En gruppe studerende spiller fodbold, med mål markeret af tasker og bluser. 

    Nogle sidder krumbøjede i rundkreds fordybet i diskussioner. 

    En frisbee bliver kastet.

    Nogle går tur, leger med en hund.

    To ligger på maven, med hagerne hvilende på hænderne og benene i vejret. 

    Det er en lykkelig oase. 

Jeg har lyst til at sidde i solen. I græsset. Rive små græstotter op og klemme dem i hænderne og få mine hænder til at dufte af græs. Jeg skriver til E at jeg sidder i Trinity Park, og sender hende en pin: 

    Here I am!

    

En mand i kasket går i en lang lige linje hen til fodboldkampen, og uden at standse går han videre til en anden gruppe under et træ, og fortsætter i samme udstukne linje, som om der ikke fandtes en anden mulighed. Efter ham opløses boldspillet og grupperne uden videre på en meget dagligdags vis. Måske er han tilsynsmand, tænker jeg, men så senere kommer han kørende på en plæneklipper, som nu og da overdøver musikken og samtalerne fra den anden side af plænen, hvor der ligger endnu en grå stenbygning med en hævet terrasse, hvorpå en gruppe mennesker er samlet. Det lyder lykkeligt, som et afslutnings-arrangement, en fejring af en veloverstået eksamen. Senere vil de mødes et smukt sted, ved en vig eller i en lysning, de vil bade og danse, og lave bål og fortælle hinanden om sine drømme, hvorhen de vil rejse.

Jeg sidder med lukkede øjne i den lave sol og mine øjenlåg gløder. Foråret er kommet tidligere her. Der er stadig vinter i København. Træerne står nøgne og afsvedne. 

Det er sommer et sted, efterår et andet. Træer springer ud, blade falder af. Der er nat et sted, og her er klokken snart tre. E har fri om lidt. Alle årstider eksisterer samtidig, ligesom alle tider på døgnet eksisterer samtidig. Det er umuligt at fastholde den tanke, den deler sig ud i noget uendeligt. 

Og afstand mellem Irland og Danmark er meget større end jeg havde forventet: 

    Klimaet er et andet, solen hænger lavere i længere tid. 

    Og skoleuniformerne og kørselsretningen og alle de rødhårede med den hvide marmorhud og fregnerne. De grønne øjne.

    Her er ingen træk, jeg kan føre tilbage til noget, som jeg genkender. 

    Irland er en ø.

    Havet er en saks.

    Kysten er det som er adskildt. En sønderdeling. Ingen rigtige broer — bjergkæder, floder, søer eller skove, dyrenes vandringer eller sprogene — når over.

    I Sverige hedder en svensk gårdhund en dansk gårdhund.

solstrejf

lidt mere fra taget

Mit hjerte banker og mine tanker flyver. De spreder sig upræcist, trækker i alle mulige retninger, men ophører. De når intet. Jeg ligger med ansigtet begravet i puden og kroppen fornemmer noget, som jeg ikke kan formulere. Jeg har noget på tungen. Et ord. Et billede som ikke ville dæmre, bag øjnene. Konturerne tegner intet. Jeg kan ikke samle det, som min krop er parat til. Det ligger i en hulning, bag ganen et sted, og bærer på en fornemmelse af, at jeg har tilbagelagt noget ufremkommeligt. Jeg er lettet uden at vide hvorfor.

Hvem E er

Vi forskyder os bort fra E. Vi ser ikke de samme fugle, som hun fortæller om, ser dem flyve over andre ruiner, halvmure og sten, spor efter noget andet, end det som E kunne genkende. Og vi ser forskellige E’er for os, i forskellige situationer, i forskellige landskaber, på forskellige øer. 

    Hun er træt, hun er glad. 

    Hun er min storesøster, hun er min barndomsven, hun er noget næsten tabt. 

    Hun tænder bål, hun sidder lidt iscenesat med et melankolsk blik og kigger ud i horisonten. 

    Hun laver vejrmøller i græsset, hun ruller ned ad en bakke og bliver bange, da det i et øjeblik går alt for hurtigt.

    Hun ligger indhyllet i sin sovepose i sit telt og fryser og tror hun er ved at blive alvorligt syg. 

    Hun klarer sig og tager næste dag et ironisk billede af sig selv med sit analoge kamera med selvudløser. 

    På billedet sidder hun i hug og laver nogle unge håndtegn foran en knækket gravsten. 

en milde som næsten er for meget

E’s søster møder os i entréen. Et orange lys fra gaden falder med ind og ned over søsteren. Hendes hår er lyst. Hun er i et forklæde og står med et fad i hænderne. Og hendes briller dugger til af dampen, som i skæret af det orange træder uvirkelig kraftigt frem. 

E træder ud af skoene og smyger sig forbi søsteren og ind i en smal gang. Søsterens hoved er mindre end E’s. Hun er også lysere. Mildere. Hun skuler over brillekanten og smiler.

    — Hello, siger hun, I remember you.

    — Yeah, you too, svarer jeg.

Jeg smiler længe. Hun siger ikke noget. Hun bliver ikke flov af, at jeg ikke siger mere. Jeg håber, at jeg snart bliver bedre til at snakke. Hele turen fra parken og hjem har E talt for os begge. Jeg har nikket og smilet og svaret med for korte og tøvende svar. Jeg sakker bagud, som en løber ude af form. 

Jeg er i tvivl om jeg kan genkende søsteren. Hendes brilleglas dugger yderligere til, stellet forsvinder omkring to svævende orange klapper. 

Jeg må bryde med det tøvende, lade mig smitte af en begejstring.

    — Lovely to see you again, siger jeg og smiler. 

Hun løfter fadet lidt op og smiler tilbage. Hun må gå og stille det fra sig. 

Måske er det E’s træk, som jeg kan genkende i E’s søster. Jeg ved ikke om jeg har mødt hende før. Men der er noget tillidsvækkende i hende, noget genkendeligt og sødt. Og en milde, som næsten er for meget.

efter begyndelsen

Jeg sidder med lukkede øjne i den lave sol. Det dufter kraftigt af græs. Mine øjenlåg gløder. Foråret er kommet tidligere her. Der er stadig vinter i København. Træerne står nøgne og sorte. Det er sommer et sted, efterår et andet. Træer springer ud, blade falder af. Der er nat et sted, og her er det eftermiddag, klokken er snart tre. E har fri om lidt. Alle årstider eksisterer samtidig, ligesom alle tider på døgnet eksisterer samtidig. Det er umuligt at fastholde den tanke, den deler sig ud i noget uendeligt. 

Og afstanden til Danmark er meget større end jeg havde forventet: 

    Klimaet er et andet, solen hænger lavere i længere tid. 

    Og skoleuniformerne og kørselsretningen og alle de rødhårede med den hvide marmorhud og fregnerne. De grønne øjne.

    Her er ingen træk, jeg kan føre tilbage til noget, som jeg genkender. 

    Jeg er på en ø.

    Havet er en saks.

    Kysten er det, som er adskildt. En sønderdeling. Ingen rigtige broer — bjergkæder, floder, søer eller skove, dyrenes vandringer eller sprogene — når over.

    I Sverige hedder en svensk gårdhund en dansk gårdhund.

taget

det er her jeg bor nu og her jeg håber på at jeg kan finde ud af at skrive skrive skrive i de næste par måneder. det er et meget fint tag, og jeg var bange for, at jeg skulle være alene på taget, at der ikke skulle være andre her, men Roji bor her og Juan bor her og Galel bor her og Lee og Celestial bor her og også nogle flere, men de holder sig lidt for sig selv, lidt sky.

Det er meget dejligt at være her, men det er også svært: jeg skal hele tiden vurdere med mig selv: hvor modig er jeg i dag. hvor skal jeg gå hen, skal jeg henvende mig, jeg taler ikke sproget, hvor duknakket, undskyldende, smilende skal jeg være.

det er aldrig til at vide på forhånd, hvordan jeg tør møde verden. Oppe på taget slipper jeg for alle de spørgsmål og forhandlinger.


i dag og i går og i forgårs har jeg næsten ikke bevæget mig ned fra taget. jeg sover slet ikke når jeg skal, fordi: tidszoner og jetlag. jeg ligger vågen indtil klokken seks, hvor jeg står op for at se solen stå op klokken halvsyv. den går ned allerede klokken seks. meget pludseligt og mørkt, men derimellem skinner den på taget og funkler i glasskårene som er støbt ned i nabotagenes halvmure, og den har allerede fundet fregnerne frem på mine arme.

vi har ikke noget vand. fordi: mexico, men små fugle springer rundt mellem tagene, og flyver rundt mellem nogle gamle bundløse fuglebure, som hænger her, og en sort labrador som hedder Xochi kommer ind på mit værelse om morgenen. Det er Kits hund, og jeg tror den kan genkende mig fra januar og februar, hvor den sprang op på mig, hver gang vi mødtes.

i aften skal jeg til en oplæsning, Lee og Celestial spurgte om jeg ville komme med, og det synes jeg var meget sødt gjort af dem, så det vil jeg gøre, jeg vil forlade taget lidt, jeg vil forsøge at være lidt modig og naiv og tage til en oplæsning, som jeg nok ikke kommer til at forstå, men jeg tænker at jeg kan fornemme noget alligevel, og det kan være meget fint at være til oplæsninger bare for stemnings skyld og opmærksomhedens skyld, og hvem ved, måske møder jeg nogen, som jeg kender, som jeg kan finde ud af at snakke med.



på mandag har jeg lovet mig selv at melde mig til et sprogkursus, som forhåbentligvis vil hjælpe mig, gøre mig modigere, så det bliver lettere og mindre ensomt og i morgen begynder jeg at skrive.

  

totalt afmægtig

jeg talte med babba forleden
det er noget vi har for vane
inden jeg rejser ringer jeg til babba og til mamma
og når jeg er kommet frem í øllum góðum skriver jeg en besked til dem begge, men derudover også omma 

vi havde ikke så meget at fortælle hinanden
fordi vi havde talt bare et par dage tidligere

men han havde været oppe i fjeldene efter harer
så det talte vi om 

han havde ikke affyret ét eneste skud
sneen knagede under ham 
og vinden bar lyden af min far foran ham

han så ni harer
stikke i løb

men de var alle for langt borte til at skyde

han sagde at alt over 60-70 meter er et sats
og måske blev afstanden mindre jo ældre han blev

(en såret hares skrig lyder som et menneskebarns gråd, og jeg tror den lyd piner min far for meget)

han fortalte også at hans bælte gik i stykker på vej op
& for ikke at gå med bukserne om anklerne måtte han bruge rebet som var tiltænkt harerne
til at binde bukserne op i patronbæltet som en slags sele-løsning

det var heldigt at han ingen harer skød
og slap for at vælge hvad rebet skulle bruges til

det grinede vi begge af
i telefonen

& imens vi talte
kunne jeg ikke lade være med at tænke: jeg kommer fra en geografi
som har en stor vilje

et billedskønt landskab
med små huse nede ved kysten
omringet af stejle fjelde
hvor sneen nu ligger
halvt nede

i fjeldene som min omma synes er så grimme når sneen ligger sådan
hun synes de ser beskidte ud
det hvide gør fjeldene så grå

men det er altså i det landskab min far gik den anden dag

og jeg forestillede mig fjeldene rejse sig omkring ham
lyden rejse foran ham

og det efterlod mig helt uden en mellemgrund

jeg: alene foran en geografi

totalt afmægtig

Det er her, jeg har boet i nu to måneder - mellem struer og viborg - helt op til skovbrynet, i pers fløj, bag den røde bil. & det har været så smukt og skønt - og jeg bliver så sentimental, men jeg rejser herfra i dag, så det må være på sin plads - at møde eleverne ude på linjefagene, på arkitektur hvor vi har arbejdet med labyrinter og på design, hvor vi har skrevet til/over/om skulpturer og måske især dem på skrivelinjen og dem der var med på mine aftenkurser, hvor de har skrevet digte og prosa og også sange, og læst så mange smukke tekster sammen - bla. af Athena F og Ola J, og Morten C og Jonas E, Signe M og Caroline Albertine M, og Lars F & Christel W & Amalie S & Pernille A-E D og Inger C & Marguerite D.

Og samtidig hermed har jeg haft tid og rum til at redigere mit manus, næsten til ende, snart er det færdigt, meget snart, og skrive lidt nye tekster, og læst lidt Sara Lidman & Karin Boye, som er helt nye for mig, og gode og svære og spændende, og Pär Lagerkvists Bødlen og Det evige smil, som er helt vilde! og samtidig bo blandt gode gode venner.

Det har været meget lykkeligt.

træerne som omringer mig. og himlen.

 

   

postkort fra Erik, den nedadgående sol over Venedig set fra San Michele

jeg er en gammel mand med et vemodigt blik

Statuen er af Vespasian. Han er en skaldet gammel mand med slunkne kinder. Han var kejser af Rom i ti år. Han har et vemodigt blik som jeg stiller mig foran. Han blev kejser i December i år 69 e.Kr.

Og jeg lader ham se på mig og se mig suge mine kinder ind og lade mine øjne stå åbne i så lang tid uden at blinke at de begynder at kilde. Jeg efterligner hans gammelmands mund ved at rulle mine læber ind. Jeg gør mine læber lange og smalle. Jeg efterligner ham ved at gøre mig til et spejl for ham. Vi spejler os i hinanden. Han bliver et spejl for mig. Jeg bliver ikke flov af opmærksomheden. Jeg rødmer ikke, for jeg er en gammel mand med et vemodigt blik og slunkne kinder. Jeg er kejser af Rom fra år 69 til 79 e.Kr.

Jeg sætter mig på en bænk i Vinterhaven ved siden af springvandet. Det klirrer fra caféens bakker og porcelæn. Jeg forestiller mig hvordan det må være at sidde oppe i kuplen og se ned på haven og museumsgæsterne som går hernede. Nogle prikker som glider rundt på de hvide slyngede baner under palmeblade og trækroner. De lave samtaler er bare en lav fjern mumlen, som under vand, de når ikke op til mig. Kun lyden af de klirrende bakker og porcelæn når herop.

Det begynder at regne. Dråberne trommer mod kuplen over mig.

Jeg kigger op og tænker, at kuplen, den er ingen sol, den er en flyvende tallerken.

rettelser

Når øjenbrynene er løftede, helt symmetrisk, i to lige streger, så løfter jeg mine helt symmetrisk i to lige streger og forsøger at se for mig, hvad der kan få mig til at løfte mine øjenbryn sådan. 

Og mine øjne åbner sig, fordi jeg løfter øjenbrynene. Pludselig er øjnene det eneste af min krop jeg føler. De er åbne, og har den kildende følelse, som når man ikke har blinket i lang tid. Jeg er en romersk dreng på 10 år, med opspilede øjne og et lydigt ansigt. Jeg synes det er svært at stå stille så længe. Jeg er søvnig og rastløs på én gang. Jeg prøver at snyde mig selv og spiler øjnene op og ånder koncentreret og dybt ind. Hvis jeg kommer til at gabe bliver han sur. 

Jeg vil egentlig gerne hjem, men jeg er lydig og adlyder kunstneren, imens han tegner mig. Han skal lave en statue af mig. Først må han tegne mig. Jeg må adlyde. Han siger, at jeg burde være stolt af at blive foreviget.

Jeg står stille og må kun se lige ud. Jeg kæmper imod når mit blik gerne vil vandre og mit hoved sænke sig. Jeg forsøger at tænke på noget andet. 

Jeg er øm i nakken. Det er dejligt at lade blikket falde. At lukke øjnene i en varm sitren der, hvor øjenlågene rører hinanden.

Jeg har stået stille, imens kunstneren har tegnet mig igen og igen. Jeg har stået i den samme stilling hele tiden, i den stilling som statuen skal stå i. I det ene øjeblik trækker han gardinerne lidt til og i det næste er han bag mig et sted. Jeg kan høre hans åndedræt, lugte hans ånde, mærke hans varme mund. Jeg kan høre ham tegne. Han sukker og så står han pludselig med sit ansigt helt oppe i mit. Rynkerne og pjuskede bryn, en masse rødligt. 

Det eneste jeg må flytte er mine øjne. Han retter på mit hoved, løfter min hage  og siger at jeg skal rette mig op uden at løfte skuldrene op til ørene. Han bliver ved med at rette på mig, rette på lyset. Så går han tilbage til sin bænk og sætter sig til rette.

Han siger: Vend det aldrig ind ad, min dreng. Det vil kun tynge dig.

Han griner og jeg forstår ikke hvad der er så sjovt.

Når foragt pludselig løber over et ansigt, så pludseligt som kun foragt kan vise sig og forsvinde igen, bliver panden tung og linjen som øjenbrynene tilsammen tegnede knækker i to. En knude kommer til syne lige over næsens begyndelse, og pandens tyngde løber ned igennem ansigtets træk, breder sig ned fra næseryggen til mundvigene og en bred hage. 

Jeg forsøger at gøre det samme. Jeg rynker brynene. Jeg presser læberne sammen. Jeg er en romersk mand fra år 105 efter vores tidsregning. Jeg er en romersk mand i start trediverne, med rynkede bryn under en stor tung pande. Jeg har en knude i panden, jeg har en bred hage, jeg er brysk. Jeg tegner en tegning af en smuk ung romersk dreng med klare træk.

endelig en begyndelse

Fortovene er fyldte. Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten og trængslen i små hak.

Vi kører ned ad bakke. Vejene slankes, banerne flettes sammen, fortovene bliver bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst. 

De handlende driver ind og ud af butikkerne. Butiksgulvene er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning. 

Bussens vinduer er tonede, og byen uden for mere fjern end hvad den er. Det er ikke til at se, hvordan det egentlig er. Farverne. Lyset. Jeg kan heller ikke høre, hvordan det lyder. Stemningen. Støjen. Under indflyvningen synes jeg at byen og bugten så så mørke ud. Det var som om et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Solen skinner udenfor, der er skygger, folk går i bare ærmer. 

Vi kører over en bro, en flod driver under den. Vandet er brunt, på en gullig måde. Måske er det Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet, måske er det derfor vandet er grumset og uigennemsigtigt; bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten.

Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, jeg retter på jakken, tjekker mine lommer, hanker op i min rygsæk på gulvet mellem mine ben. Kings Court er stoppet hvor E sagde at jeg skulle stå af. 

Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Solen skinner. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort herfra. Jeg er til gene, det er ikke til at stå stille, og Dublin overhoved ikke som jeg havde forventet: 

    Regn og græs og bække.

    Grønne bakkedrag og enge.

    Grå lave huse, alle af sten. 

    Skumringens grynede og grå mørke, som gør én farveblind. 

    Et aftenmørke som falder før man ved af det. 

    Og vandpytter, alle vandpytterne, som ligger og funkler i et genskin. 

    Og især de vandpytter, de som aldrig virker til at forsvinde, de som ligger i månedsvis, som permanente spejle.

    Og ellers, tyste fortov og spredte sky paraplyer.

    Og under dem, pjuskede øjenbryn og nedslåede blikke.

    Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, lyden af nogle skyndsomt klaprende hæle.

    Måske også en snerrende bil i et sving som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen.

    Og derefter en magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser: 

    Hvad skal jeg se mig om efter? 

    

Det er en god vane: 

    Når det regner, søg ly. 

    Tænd en cigaret, saml tankerne. 

    Måske er der én som du kan spørge til råds. 

    Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente imens bygen driver over?

Der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som fra en spand maling løber farven changerende ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland.

Jeg har god tid. E vil skrive når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig.

Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden, en arm lægger sig om en skulderen, en anden om en lænd, nogle fingre reder en lok bag et øre. 

De griner og har fri, deres uniformer er i uorden. Universitetet er stort og gråt, som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet.